Spillerprofil Lisbeth von Barnekow

En spændende og hyggelig samtale mellem Lisbeth Barnekow (Lisbeth von Barnekow) og Gert Hansen fra Badminton Museet i foråret 2025.

Af Gert Hansen, Badmintonmuseet. Redaktion. Anders Kaas og Torsten Berg, Badmintonmuseet.

Du hedder Lisbeth von Barnekow. Hvad betyder ”von”, og hvad betyder det for dig?
Ja - jeg hedder faktisk bl.a. Lisbeth von Barnekow, men bruger aldrig ”von”. Jeg er af svensk afstamning, og har altid sagt Mamma og Pappa til min forældre. Jeg kan huske at min Pappa da jeg var ret lille, fortalte, at hvis russerne kom, så var det de adelige der fik kappet hovederne først. Så derfor har jeg lige siden, oftest undladt at bruge ”von” når jeg præsenterer mig.

Hvordan startede det hele?
Da jeg kom til verden i 1943, forventede mine forældre, efter at have bragt to døtre til verden, at jeg blev en dreng. Formen på min mors mave antydede det, og de glædede sig til min ankomst.

En dreng blev jeg så ikke. Men indtil jeg blev teenager, opførte jeg mig nok som en sådan. Jeg kravlede meget tidligt højt op i træerne, spillede fodbold, legede med drenge og lavede i det hele taget drengestreger.

Jeg havde nogle enestående forældre, hvor jeg fik lov til at opføre mig som den dreng der ”boede” i mig i min barndom.

Selv om jeg var et år yngre end mine klassekammerater, kunne jeg tæve nogle af drengene når de blev for meget. F.eks. drillede de mig med at jeg sagde Mamma og Pappa. Så i frikvartererne blev jeg ofte hevet op i kraven, og stillet hen mod muren af gårdvagten.

Hvordan klarede du så denne udfordring?
Om sommeren var jeg stort set altid iklædt et kakisæt. En bluse og korte bukser. For det var da bedre end en flagrende nederdel som kun var ”i vejen” for mine aktiviteter. Jeg lignede måske også lidt en dreng. Så jeg blev engang afvist på Charlottenlund Badeanstalt, da jeg som sædvanligt ville gå ind ad ”damedøren”.  Jeg gik slukøret ud, men mødte en dreng fra min søsters klasse som tilbød mig en 25 øre, hvis jeg turde gå ind ad ”herredøren”. Det gjorde jeg så. Men det var som på dameafdelingen heller ikke noget ”smukt” syn, med alle de der nøgne individer. Så jeg skyndte mig som vanligt ind på fællesbadet. Det var faktisk sådan jeg tjente mine første penge.

Hvordan startede så det med badminton?
Mit første møde med Junkers hallen (senere CBK Hallen), var på en gåtur med min far fra hjemmet på Høeghsmindevej 48 i Gentofte. Vi gik ofte forbi hallen og jeg har nok været 3-4 år gammel. Her mødte vi nogle ”mystiske” personer. Min far fortalte at det var ”husly flygtninge” som var indkvarteret i den store hvide bygning, der ellers blev brugt til tennis og badminton.

Men det var nu ikke dengang jeg startede min karriere. For jeg begyndte først at spille badminton da jeg var ca. 12 år. Inden spillede jeg kroket, boccia, fodbold, og gerne med drenge. Også bordtennis hjemme på spisebordet. Det var ikke altid lige populært!

Så kom badminton på programmet. Min storesøster var begyndt at spille badminton i CBK, og vi havde allerede et par ketsjere og bolde i huset, som jeg begyndte at spille med i haven sammen med min far. En pige som boede på vejen, spurgte om vi ikke skulle spille sammen. Det lød da fint tænkte jeg. Lige indtil jeg opdagede at hendes forældre var medlemmer i GBK. Vi fik dog lov til at cykle derhen, fordi klubben lå meget længere væk end CBK.

Hvordan blev CBK så din klub?
Jeg begyndte som sagt i GBK. Men her opdagede jeg ret hurtigt, at inspektøren samlede gamle bolde sammen, rettede dem ud, og solgte dem til os børn. Så der stoppede jeg med at gå til badminton, som det hed dengang. Det var ærgerligt, for jeg syntes faktisk det var sjovt at rende rundt og slå til boldene.

 Min store søster foreslog at jeg kom med til CBK som lå meget nærmere, for vi skulle kun ned ad en lille bakke. Så det blev lykken for mig og et vendepunkt i mit liv. Der gik ikke langt tid før jeg nærmest boede i klubben, selv om jeg ingen relationer havde.  Men kammeratskabet var helt i top.

Dem der kunne ramme ”kuglen” blev tilbudt lørdagstræning om aftenen. Den blev ledet af to ældre spillere, Arne Saietz og Erling Frank. Så i starten deltog jeg ikke i ”begynder træningen”. Men senere blev jeg hjælpetræner for fru Kornerup, som varetog denne.

 CBK ikke havde nogen restaurant eller klublokale. Så vi unge ”hang ud” i et lille lokale, hvor vi kunne se ind til vores dejlige inspektør Hans Larsen. Selv når ”en fin dame” spillede tennis i hallen, sad vi bare og ventede på at hun blev færdig. Så blev badmintonnettene sat op igen.

Har du stadig kontakt med nogle CBK’ere?
Jeg kunne nævne en lang række navne på mange af de kammerater hvor venskaberne er blevet livslange. Selv om mange desværre er gået bort, har jeg heldigvis lidt kontakt med en del af dem. Bl.a. fiskehandelens søn ”Jøns” som kontaktede mig for et par år siden. Vi aftalte at forsøge at opstøve så mange af de gamle CBK’ere som muligt. Datoen er den første fredag i april, fordi vores elskede formand Nils Roe, var født 1. april 1941. Vi har fortsat kontakt med mange af dem. 45 nulevende ”gamle” er det blevet til. Absolut et dejligt gensyn, selv om antallet desværre skrumper ind.

Ud over badminton. Er der så andre ting du husker fra din ungdom?
Jeg kommer til at tænke på en pudsig historie om hvad CBK også har gjort for mig med hensyn til husly. Jeg kom i gymnasiet da jeg var 14 år gammel. Jeg ”lille unge” var slet ikke med i flokken af pigerne, og de fleste talte dårligt nok til mig.

Men så en dag, var der et billede af Anne Flindt og mig i avisen. Herefter fik jeg så opmærksomhed. Der skulle nemlig være skolebal, og tøserne ”snakkede” tøj, og Jeg blev spurgt om hvad jeg skulle have på.

Jeg var lige blevet konfirmeret og havde for første gang fået en kjole som kun var min. Normalt fik vi tre søstre nemlig de samme hjemmesyede kjoler, hvilket jeg led under i adskillige år da jeg var den yngste, og derfor arvede de større udgaver af præcis samme slags, efterhånden som jeg voksede.

Jeg fortalte mine klassekammerater om min fine ”andendagskjole”, men fik efterfølgende en nedslående og sårende kommentar. Nåh - hvis du ikke har andet at tage på, så kan du ikke gå til skolebal.

Hvordan kunne du komme ud af den klemme?
Den pågældende aften klædte jeg mig pænt på og cyklede ned i CBK. Her hyggede jeg mig med bl.a. inspektøren indtil lukketid. Så mente jeg at jeg kunne være bekendt at komme hjem til mine forældre, uden at de skulle kende noget til sagen. Det er da en lille sjov historie om, hvordan jeg har brugt CBK når der var behov for det.

Havde du nogle badmintonidoler?
Det har nok aldrig været min stil at have nogle deciderede idoler på nogen fronter. Men der var selvfølgelig nogle spillere som jeg så op til.  F.eks. erindrer jeg, at den første topspiller der overhovedet talte til ”lille mig” var Henning Borch (Pytte) fra ABC. Han hjalp mig på en færge hvor jeg havde problemer med en kahyt.

Har I holdt kontakten ved lige?
Han blev efterfølgende ansat på DBF`s kontor med ansvar for mine områder, og blev en ven for livet. Forstået på den måde at vi havde kontakt til hinanden når der var behov for det, og naturligvis lykønskede vi hinanden når vi havde fødselsdag.

Kan du huske din første ketsjer?
Jeg købte min første ketsjer, en Dunlop, da jeg deltog i GBK’s åbne turnering 1956. Min morfar havde givet mig penge til min fødselsdag. Og det var nok en god investering i stedet for at spille med en haveketsjer.

Jeg kom i finalen, hvor jeg dog fik klø af Ulla Rasmussen. Til min store overraskelse kunne man efterfølgende læse om det i både Berlinske Tidende, Politikken og Ekstra Bladet. Herefter deltog jeg som junior i alle turneringer i København og omegn.

Trænede med drengene
Jeg trænede mest med drengene. Men når der var fællestræning i CBK, blev jeg bedt om også at spille med pigerne. Det havde jeg som sådan ikke noget i mod, men det ærgrede mig at de ikke havde den samme holdning til at træne som jeg havde. Jeg var så heldig, at selv de bedste herrer som var noget ældre end jeg, ofte lige gad spille med mig. Hver gang jeg forlod banen, blev jeg spurgt hvad resultatet blev.  Jeg svarede at vi jo bare øvede. Men når jeg havde spillet mod en pige til træning, og hvor vi ofte talte point, så blev der pludret om at jeg fik så og så mange point mod Lisbeth, hvilket jeg slet ikke gad høre på. Jeg synes det er helt ok at spille om point, f.eks. til 5 hvis man øver noget specielt. Så man kan se, om det giver bonus.

Har du nogensinde fået tilbud fra andre klubber?
Ja - det har ikke skortet med tilbud fra andre klubber. Men CBK er og var ”for ever”. Jeg ville have følt mig som en ”forræder” hvis jeg havde skiftet klub.

En ting der undervejs undrede mig, var blandt andet at i de andre lokale klubber, var man ikke specielt velkommen hvis man ville træne med sin damedoublemakker, eller med en anden spiller. Men i CBK måtte jeg gerne inviterer ”revl og krat” hvis jeg havde brug for det.

På et tidspunkt meldte jeg mig dog også ind i SIF. Her kunne jeg også spille tennis, hvilket jeg tidligere havde gjort med succes i en anden klub, og trænede med deres spillere uden problemer.

Hvad har været din mest besynderlige singlekamp?
Den mest besynderlige singlekamp som jeg har spillet, foregik i Aarhus Badmintonklubs åbne mesterskaber i 1964. Jeg var bagud med 0-8 og havde haft noget besvær med at ”danse rundt på banen”, som jeg plejede. Men så opdagede jeg årsagen, som var at min ene skosål var helt flækket. Jeg bad derfor om en lille pause, og lånte Kirsten Dahls sko. Jeg satte mig ned og skiftede. Så kom jeg rigtig op på tæerne, fordi de nok var lige et lille nummer for små. Men jeg vandt sættet 12-9. Så blev min modstander så sur at hun ”ikke gad det der”. Det betød så at jeg vandt andet sæt 11-0.

Mest interessant var det at læse morgendagens aviser. For én holdt absolut med min modstander, med kæmpe overskrift: Storspiller satte sig og skiftede sko. Og med midt lidt mindre, og dog stadig fremhævet skrift: ”Pinlig optræden af Lisbeth von Barnekow”. Mens en anden, dog lidt mere diskret dadlede min modstander for usportslig optræden.

Pudsigt nok, skete det også i Odenses åbne i 1965 hvor jeg stod overfor den samme modstander. Mine sko gik igen i stykker, nok fordi jeg sprang så meget rundt, så jeg lånte atter Kirsten Dahls ”sutter”. De må være lykkens galocher - for jeg vandt igen. Præmien var en for mig meget fin kjole. Jeg kunne ikke lade være med at iklæde mig den og gå en lille mannequinrunde i kjolen, og lånte sko. Det faldt i god jord.

Er der andre pudsige ting du husker fra din tid som spiller?
Ja - jeg har i høj grad ofte vundet på grund af mine lidt fintede slag. Men første gang jeg omsider slog den noget ældre Inger Kjærgaard, var i en turnering i Herning, Her blev der klappet helt vildt af nogle finter, som jeg ikke helt rigtig forstod at jeg kunne.

Det viste sig bagefter, at mit ketsjerhoved sad helt løst. Så det var ikke mig, men min ketsjer der bestemte hvor bolden røg hen.

Du har jo gennem tiderne spillet med mange forskellige makkere. Hvordan gik det til?
Ordet makker kan tolkes på forskellig vis, f.eks. som en ven. Men i badminton bruger man jo ordet om en man spiller sammen med. Jeg har været makker med mange, både dem som jeg blev sat sammen med af andre, og dem som jeg selv valgte.

I damedouble var der ikke rigtig nogle CBK’ere jeg kunne deltage med i turneringer. Så jeg måtte ud på markedet og søge i andre klubber. I damedouble spillede jeg som junior med f.eks. Kirsten Dahl fra SIF, samt Bente Flindt fra KBK. Da jeg rykkede op i A rækken efter Brønshøj B-turnering, spillede jeg sammen Anne Flindt, også fra KBK.

Mit makkerskab med den to år yngre, Pernille Mølgaard Hansen fra GBK kom faktisk i stand via en telefonsamtale. Derefter trænede vi ihærdigt, oftest med drengene i CBK og det ”bar frugt”.

Allerede et år efter i 1964, vandt vi i et bråvallaslag af en kamp i det nordiske mesterskab over Karin Jørgensen og Ulla Rasmussen KBK (senere Strand). Vi deltog efterfølgende i flere turneringer, hvor jeg altid meldte os til, for det gjorde GBK normalt ikke. Men et par år senere sagde en klub så til mig, at det kunne ikke lade sig gøre for Pernille var tilmeldt med en anden. Om historien er sand ved jeg ikke, men det hed sig at hendes klub havde forlang,t at hun spillede med en anden. Jeg vil ikke nævne navn, men hvor blev jeg dog ked af at miste hende, og hvad skulle jeg nu gøre.

Hvad gjorde du så nu?
Heldigvis fandt jeg så sammen med den unge Marianne Svensson fra KBK. Det blev både en badminton- og menneskemæssig fantastisk god oplevelse for mig. Vi vandt adskillige turneringer på vores ture rundt i landet, og hun overtog også min rolle som mixmakker med Ole Mertz. Vi nåede også at blive Københavnsmestre. Men glæden var kort. Hendes far (Johan Svensson) beordrede hende at rejse til Sydamerika, for at gifte sig med en badmintonspiller dernede. Men inden hun blev sendt bort, kom hun desuden til at betyde noget fundamentalt i mit liv. For efter internationale mesterskaber blev der ofte holdt party i det ”Svenssonske” hjem, og her fandt hun på at jeg skulle ”prøve at lokke” min senere ægtemand med. Jeg kan ikke takke hende nok for, at det lykkedes mig at ”slå kløerne” i ham.  For hun var skyld i at jeg som 25-årig i 1968 flyttede hjemme fra mine trygge rammer, hos mine dejlige forældre fordi jeg blev gift, og efterfølgende fik mange lykkelige år med min mand Leif Yvind, hvis navn jeg også bære men heller ikke bruger i dagligdagen, og vores to dejlige drenge som er en stor støtte for deres gamle mor i dag.

Marianne har desværre været forsvundet siden hun rejste. Men jeg forsøger stadig i dag via Torsten Berg, formand for Det Europæiske Badminton Forbund, at opspore hende. Desværre fortsat uden held.

Hvordan havde du det egentlig med mixdouble?
Jeg har aldrig været en ørn til det der med herrer og damer på samme banehalvdel (mixdouble). For ”reglen” var, at damerne bare blev kostet op til nettet, hvilket bestemt ikke var min ekspertise. Nogle gange har jeg været nødsaget til det. Enten fordi jeg ” var udtaget ” af DBF, eller blot deltog i en turnering hvor jeg blev opfordret til det.

Men jeg har da også haft stor fornøjelse af at spille med de drenge og ” gentlemen ” der fattede, at vi mere eller mindre blot skulle spille ”double”, og vundet sammen med dem.

Det startede med den senere ”CBK – forræder ”, men heldigvis stadig gode ven Bo Kjærgaard. For som juniorer vandt vi Helsingørs åbne Mesterskabet i starten af 60’erne, og i samme periode blev det også til en sejr i Sandefjords Internationale turnering med navnkundige Erland Kops. Men der blev jeg nok bare placeret ved højre stolpe og kom kun ”ind på banen”, når jeg skulle serve. Jeg blev faktisk 3-dobbelt norsk mester For jeg vandt også singlen over svenske Gunilla Dahlstrøm som jeg spillede damedouble med, og vandt.

Hvis du ikke havde bedt mig om at rode op i alt det her, ville jeg have fornægtet at jeg nogle gange havde spillet mixdouble med min senere guru, Ole Mertz. Det var antageligt fordi han jagtede point til fortjenstegnet og havde brug for en makker. Der var det givetvis også at stå klinet til nettet. Men vi har i hvert fald vundet Hernings åbne turnering i 1964, og Fredericias åbne turnering i 1965.

Ser du nogen af dine ”gamle” badminton makkere og gamle ”modstandere”?
Jeg er meget glad for gensyn, og der er flere arrangementer som jeg ser frem til. Det startede med en sammenkomst hos Torsten Berg der i sine unge DBF-år, inviterede nogle af sine ”mentorer” til frokost et sted i Hillerød.

Mange har deltaget gennem tiderne. Poul Erik Nielsen, Ole Mertz, Erland Kops, Tom Bacher osv. Ovennævnte personer er jo alle stjerner, og har gjort utroligt meget for dansk badminton. Enten som spiller, leder, eller begge dele. Og så kom ”lille mig” heldigvis også med. Hvorfor, og af hvilken grund jeg skulle med ved jeg fortsat ikke. Men det er i hvert fald noget jeg så frem til.

Efterfølgende kom så den årlige event med at samle de gamle CBK’ere, og som rosinen i pølseenden, Grønærts træf i SIF, hvor gamle drenge har mødtes gennem flere år. Nu indbydes pigerne heldigvis også efter ”museet” har overtaget arrangementet. Dejligt at mødes og genopfriske gamle minder.

Jeg har også uden for badminton, og i årevis været med til at samle min gamle klassekammerater fra 1948. 

Højdepunkter som spiller

• At komme til All England og få lidt GRATIS tøj hos Fred Perry.
• At blive afhentet i limousine og blive modtaget på Københavns Rådhus med de berømte pandekager fordi nogle dygtige spillere, (dog ikke lille mig) havde vundet 4 mesterskaber i All England.
• At, vinde DM, NM og den internationale turnering.
• At få landsholdsjakken.
• At få en sponsor (Jørgen Hammergård Hansen – Kawasaki), så jeg ikke skulle bruge mine fødselsdagspenge hvert år på en opstrengning eller en ny ketsjer. Og samtidig få pænt nyt tøj at spille i.
• At blive udtaget til at medvirke som spiller i DBF`s instruktionsfilm. Jeg må jo have kunnet nogle gode slag - eller hvorfor ellers?
• At møde Poul Reichhardt efter en landskamp i Sønderjylland – for ham var jeg meget ”glad” for. Og du har jo spurgt om idoler. Så at tale længe med ham, som også lagde en arm om mig - det glemmer jeg aldrig.

Verdensmester
Da jeg var aktiv, blev der ikke afviklet verdensmesterskaber i badminton. Men jeg har faktisk fået tildelt en lige så fin titel.

Men det var verdensmester i sprængt akillessene. Desværre fordi nogen mener at jeg er den eneste badmintonspiller, for hvem det er lykkedes at sprænge akillessenen 4 gange indenfor 4 år. Det var i perioden 1976-80.  To gange j Jylland. Den første gang anede jeg ikke hvad der var sket og troede enfoldigt at min søster havde tabt sin ketsjer så uheldigt, at hun ramte mig. Jeg så vredt på hende, men opdagede at hun stadig havde sin ketsjer i hånden. Jeg kravlede ud fra banen, og blev transporteret hjem til operation.

Jeg gennemgik yderligere 2 operationer. Men min krop brød sig ikke om de tråde som jeg blev syet sammen med. Så akillessenen sprang et par gange igen.

CBK skulle spille holdkamp, og jeg stillede naturligvis op. Men, mit andet ben var vist blevet lidt misundeligt, så det ville også prøve hvordan det var at springe akillessenen.

Øv - men heldigvis kunne jeg hele tiden passe mit arbejde som lærer. Jeg kørte meget Taxa og rullestol, og hvor jeg i de perioder stagede mig frem på de lange gange på skolen, for at kunne nå frem til næste time. Det hjalp mig gennem hele forløbet.

Jeg tror Imre Rietveld Nielsen er blevet opereret i sin akillessene 5 gange. Men det var både som badmintonspiller og golfspiller. Så hun kunne ikke som jeg, blive ”verdensmester” i den kategori.

Kortspil
På mange af badminton turene blev der flittigt spillet kort, og altid om penge. Jeg lærte noget om begge dele. For jeg fik mærkværdigvis af og til, lov til at sidde og kigge med. Blandt andet da jeg var i Glasgow hos Davis Bloomer. Her foregik der jo ikke andet når man ikke var på banerne. Så jeg blev meget klogere på såvel ”hasard”, som på de engelske penge.

Jeg har da også spillet lidt kort i CBK med mine noget ældre klubkammerater, som var så venlige at spille badminton med mig. Eskil Trolle og Stig Werdelin var danmarksmestre i bridge, og de forsøgte et par gange. Vist nok uden held med at lære mig det.

Du har også taget instruktør kurser. Hvordan gik det?
På mit første instruktørkursus i Nyborg som blev afholdt i 1966, var jeg var så heldig at få dispensation af Ricard Heilbo (Ricardo) til at springe 1. klasse over. Vist nok fordi jeg var blevet uddannet skolelærer.

 Jeg ville nemlig meget gerne gå i klasse med mine 2 gange Per, CBK-kammerater som havde deltaget i det sidste kursus, der ellers normalt blev afholdt i Vejle.

På første sal i hallens kantine var et lokale som ikke alle havde adgang til. Ja - ledere kunne den gang godt være lidt høje i hatten, og ville i hvert fald ikke forstyrres. Så nogle kursister, bl.a. 3 x Per, Grønært, min senere makker Marianne Svenson og jeg opfandt hatteklubben.

Vi forærede alle lederne nogle blå sømandshatte, og anskaffede nogle hvide af samme slags til os selv. Nu kunne vi så stå underdanigt med hatten i hånden, når vi havde behov for at kontakte en leder i det vi kaldte ”Sommes rum”, fordi Ricardo havde nævnt, at det kun var for ”somme”. 

Hvad har der været af lavpunkter i dit badmintonliv?
At jeg måtte melde afbud til junior DM i 1959.

At jeg tabte min badmintonkuffert på vej hjem fra olympisk træning, og aldrig fik den retur.

At falde og knuse et af mine brilleglas i Østtyskland, så jeg var nærmest ”starblind”.’

At jeg måtte melde afbud til DBF’s tur til Kina i 1966. Ellers kunne jeg ikke få min afsluttende eksamen på seminariet, fordi jeg havde fået ”lidt” fri tidligere på året, og været hos David Bloomer i Glasgow, samt til All Englands mesterskaberne.

At jeg i 1972 måtte melde afbud til OL i München samt Ubercup finalen i Tokyo. Men det var på grund af en glædelig begivenhed, da jeg var gravid.

Hvad har været højdepunkter i dit liv som instruktør?

• At deltage i ”Nyborgkurser”. Det var noget som betød meget, kunne man hurtig fornemme.
• At blive forbundsinstruktør i 1967. Der var kun meget få instruktører med den titel, og jeg var igen den første – og måske stadig eneste af hunkønnet. Her mødte Per V. og jeg en spøjs ”fyr”, den senere navnkundige Bjørn Danielsen, som spurgte om vi ville komme til Frederikshavn og instruere på en sommerlejr. Vi var lidt skeptiske og turde kun takke ja, fordi vi var to. Men isen blev hurtigt brudt, for ved ankomsten fik vi tilbudt en Gammel Dansk af kantinebestyreren. Det var guld værd at lære denne entusiast, med flere at kende, og medvirke i hans sommerlejre mange år frem. Bjørn blev en ven som jeg stadig har. Jeg er meget glad for at helt specielt minde, for jeg er lidt en ”Bjørnoman”, og Bjørn forærede mig på et tidspunkt en Royal Copenhagen Bjørn som står i min vindueskarm og pynter, sammen med mange af mine andre ”bamser”.
• At medvirke til at lave instruktionsfilm, samt deltage med at skrive en masse bøger om badminton og badmintontræning.

Hvad har du ellers haft af andre opgaver inden for vores sport?
Min første opgave for forbundet fik jeg af Richard Heilbo, på DBF`s ungdomskursus i december 1959. ”Ricardo” udnævnte nemlig, meget snedigt to formodede ”ballade fyre”, Per Walsøe og Lisbeth til at være ”ordenshåndhævere” på etagegangene på skolen hvor vi var indkvarteret. Han påstod efterfølgende at Per var valgt på grund af sin højde, men kommenterede ikke valget af Lisbeth.

 Jeg kom i spilleudvalget i 1971, men stoppede allerede i 1973. Det var fordi min søn, som endnu ikke var 2 år, fik kraniebrud.

Efterfølgende blev jeg medlem af Uddannelsesudvalget. Og senere i 1978 blev jeg formand, og dermed indlemmet i DBF`s bestyrelse som den første kvinde. Her sad jeg vist nok indtil 1992, hvor jeg trak mig tilbage da der var andre som ville overtage posten.

Var der ikke noget med at du har fået nogle ”ærespriser”?
Jo – jeg fik min første pris - ” DBF`s æresemblem” i 1983.

Det var med et stort knus af Frede Kruse. Spøjst nok gik der 20 år før jeg fik det medfølgende ”papir” på udmærkelsen - underskrevet af Hans Henrik Fløe.

Jeg fik også ”CBK´s æresemblem” I 1983. I CBK var det kun afgåede formænd der indtil da opnåede denne status. Så jeg var igen den første kvinde. For ikke at være ene ”høne” i kurven har jeg med held efterfølgende, indstillet et par stykker mere.

I 1987 fik jeg “Royal Air Forces æresemblem”. Royal Air Force har badmintonmæssigt været en stor del af mit liv.

Min første erindring om ”RAF” går helt tilbage til 1958, hvor CBK fik besøg fra England. De skulle også spille en kamp mod ABC. Men da ”RAF” dengang ikke havde damer med på holdet, blev det mit store held. For CBK ”udlånte” damer til deres hold, og uvist af hvilken grund, blev jeg ”lille rolling” en af dem.

 Det var en helt speciel oplevelse.  Der skulle tales engelsk med min makker, som jeg senere fandt ud af, var den legendariske ”Larry Landry”.

Jeg var for ung til at deltage i efterfølgende selskabelighed. Men ”små gryder har også ører”, så i omklædningsrummet hørte og forstod jeg hvad jeg gik glip af.

Næste gang ”RAF” kom til Danmark var jeg heldigvis blevet så stor, at jeg både var med til at organisere ugens forløb, og samtidig deltage i efterfølgende sammenkomster.

Senere stod jeg i høj grad for hvert besøg her i landet, og da WRAF (damer RAF) kom med, havde jeg mulighed for at have 2 eller 4 damer boende hos mig. Alle var indkvarteret privat hos CBK’ere. 

Men meget spændende var det også at besøge RAF, de mange gange CBK var i England. Her boede vi på deres flyvestationer. Det kom helt bag på mig at opleve messehierakiet, det var noget helt nyt for mig.

Men det var da et stort klap på skulderen, efter de mange år hvor jeg havde stået for stort set alt, når de besøgte os.

I 1991 fik Jeg ”BWF’s Meritorius Service Award”.  Det var også en overraskelse. Men det var vel bl.a.  på grund af det internationale trænerseminar som det på forunderlig vis lykkedes mig at arrangeret i forbindelse med ”VM”.

Min senere meget gode ven og mentor, Ole Mertz (fadder til en af mine sønner) havde meget øje for et emblem, der hed fortjensttegnet, og som jeg ikke vidste fandtes den gang. Det betød, at vi kørte land og rige rundt for at han kunne optjene de sidste svære point for at nå målet.

 Det medvirkede selvfølgelig også til at jeg fik det svært opnåelige tegn i 1973.Men det betød samtidig, at jeg fik mange gode bekendtskaber i alle de byer, hvor vi deltog i turneringer. OG det varmede mig også meget, at jeg fik telegrammer og breve fra dem i Jylland når jeg havde vundet noget stort.

Er det så helt slut med at svinge ketsjeren?
Nej – jeg svinger stadig ketsjeren i min barndomsklub CBK. Jeg spiller ikke badminton. Men da jeg for et par år siden gik væk fra badminton, begyndte jeg at spille ”Gå-minton”. Og nu spiller jeg ”Stå-minton”. Alt sammen i mit andet hjem CBK. Her nyder jeg et efterfølgende bad, hvor jeg ikke selv skal tørre fliserne af.

Du har fået mange personlige tillægsord med på vejen
Ja det kan jeg ikke nægte – bl.a. sjov, festlig, gæv, hjælpsom og trofast. Men det morsomste er vel at jeg som 22-årig i aviser, ud over at blive kaldt ”rødstrømpe” i DBF, også dansk badmintons uartige pige. Heldigvis blev ordet uartig uddybet med, at det var fordi jeg turde tale Roma midt imod. 

Jeg har haft det godt med at slås for det, jeg troede på og har sjældent givet op.

Er der en speciel ting du gerne vil afrunde denne samtale med?

Ja hvorfor ikke bare afslutte mine ord med dette lille digt:

Dagene er ikke mere så nemme.
Men de gode minder vil jeg aldrig glemme,
selv om nogen ting som rammer én er slemme.
Jeg er dog endnu ikke af livet helt mæt,
selv om jeg er gammel og træt.
Utroligt, at jeg stadig består.
Men det er nok fordi, ukrudt ikke så let forgår.

 Afrunding

Kære Lisbeth.

Tak for denne samtale, og for alle vores samtaler. Jeg ved godt det ikke altid har været let at huske det hele, men det er da enormt hvad du har husket, og det har været fint.

Det har været interessant at lære dig nærmere at kende. Du har inspireret mig, du har motiveret mig, og din begejstring for badminton er enorm. Sjovt og hyggeligt.

Forud for denne samtale har følgende badmintonspillere ydet en god hjælp til mig. Derfor en stor tak til Bo Kjærgaard Nielsen GBK, Poul Pedersen ØBK, Niels Fisher Pedersen CBK og Bendt Rose SIF.

14.04.25/Gert Hansen.