Spillerprofil Lisbeth von Barnekow

LvB-Profil-fotos
Lisbeth von Barnekow
Lisbeth von Barnekow

Lisbeth von Barnekow - topspiller og mønsterbryder

Lisbeth von Barnekow (født 1943) var en markant person i badmintonsporten fra 1960'erne og frem til 1990”erne. Både på banen og som leder har Lisbeth sat markante aftryk. Hun blev i medierne kaldt dansk badmintons uartige pige, nok fordi hun havde sine meningers mod krydret med en god portion humor.

Med udgangspunkt i barndomsklubben Charlottenlund Badminton Klub manifesterede hun sig blandt de bedste ved at hjemtage Danmarksmesterskabet i single i 1966 og i 1971, DM i damedouble i 1969 med Karin Jørgensen, vinder af damesingle i Danmark Open i 1966, Nordisk mester i damesingle i 1970 og Nordisk mester i damedouble i 1964 med Pernille Mølgaard Hansen og i 1967 med Ulla Strand. Desuden nåede Lisbeth i damesingle til semifinalen i All England i 1971.

Første kvinde i bestyrelsen
Som leder og ansvarlig for uddannelse af trænere og ledere i Dansk Badminton Forbund (nu Badminton Danmark) har hun sat endnu flere markante aftryk. Inden hun blev den første kvinde i forbundets bestyrelse, var hun med i spilleudvalget og efterfølgende medlem og senere formand for uddannelsesudvalget i en længere årrække. I den egenskab skrev hun, var medforfatter af eller stod bag en lang række instruktionsbøger, film, pjecer og trænerkurser, herunder Nyborgkurset. Hun har bl.a. skrevet bøgerne “Badminton - en moderne idræt”, “Badminton - lige noget for mig” og var medforfatter til “Psykologi i badminton”, “Teknik” og jubilæumshæftet “Fra fjerbolden til badminton”.

Og så skal det lige med, at Lisbeth von Barnekow har danmarksrekorden – og måske verdensrekorden, i sprængte akillessener ved badmintonspil. Hele fire gange måtte Lisbeth konstatere, at akillessenen ikke holdt, og at hun måtte igennem lange genoptræningsforløb for at kunne svinge ketsjeren igen.

Lisbeth von Barnekow blev æresmedlem af Charlottenlund Badminton Klub i 1983, æresmedlem af Royal Air Force Badminton Association i 1987, hædret med med Badminton Danmarks Fortjensttegn og i 1991 tildelt BWFs Meritorious Service Award som påskønnelse for en lang og fortjenstfuld indsats for badmintonsporten.

Dyk også ned i forbundsbladet ”Badminton” og læs mere om DM i badminton 1966 hvor Lisbeth von Barnekow vinder sit første DM i damesingle, og bliver udtaget til landsholdet i den traditionelle årlige landskamp mod England:

https://badmintonmuseet.dk/wp-content/uploads/2019/06/1966_04.pdf

Videointerview: Interviewer Per Dabelsteen. Kamera og setup: Gert Hansen. Badmintonmuseet.

Tag et kig i Lisbeth von Barnekows scrapbog.
En glad Lisbeth von Barnekow med blomster og erindringspræmie efter finalesejr over svenske Eva Tvedberg i VBC's åbne turnering 1965.
En glad Lisbeth von Barnekow med blomster og erindringspræmie efter finalesejr over svenske Eva Tvedberg i VBC's åbne turnering 1965.
Lisbeth von Barnekow er forfatter til flere bøger om badminton, og udgav i 1987 bogen "Badminton — lige noget for mig”.
Finalisterne i damesingle 1966. Lisbeth von Barnekow, CBK (th) vinder over Ulla Strand, KBK med 11/10 og 11/5 i Gentofte Badminton Klubs hal.
Finalisterne i damesingle 1966. Lisbeth von Barnekow, CBK (th) vinder over Ulla Strand, KBK med 11/10 og 11/5 i Gentofte Badminton Klubs hal.
Lisbeth v. Barnekow
Danmarks landshold mod England den 17. feb. 1966 i Gentofte Badminton Klubs hal. F.v. Lisbeth von Barnekow, Karin Jørgensen, Ulla Strand, Erland Kops, Klaus Kaagaard, Svend Andersen (Pri), Finn Kobberø og Jørgen Hammergaard Hansen.

5 kommentarer til “Spillerprofil Lisbeth von Barnekow”

  1. Kære “rette” vedkommende.
    For god ordens skyld synes jeg fødselsåret bør rettes til 1943.
    Med venlig hilsen
    Lisbeth Barnekow

    Svar
    • En anden fejl bør rettes. Under billedet: En glad nybagt danmarksmester 1966 står der: med blomster og erindringsgave. Som vinder fik man en pokal og to håndtryk, ingen erindringsgaver eller blomster og som toer blot to håndtryk. Billedet med fadet stammer fra VBC´s turnering.
      Lisbeth

      Svar

Skriv et svar til John Thrane Annuller svar