Nekrolog – Hans Henrik Fløe

Af Lars Jørgen Andersen, Badmintonmuseet.

 

Dansk badminton og Badminton Danmark har mistet en af sine største profiler gennem forbundets knap 100 år. Onsdag den 25. februar sov Hans Henrik Fløe stille ind efter et meget kort sygdomsforløb. Fløe blev 72 år, idet han var født 29. oktober 1953.

Hans Henrik Fløe er til dato forbundets længst siddende formand, idet han i årene 1992 til 2007 indtog topposten i det, der ved hans tiltræden hed Dansk Badminton Forbund.

I fire år før sin formandstid var Hans Henrik Fløe også en del af forbundets top, idet han varetog den mange gange utaknemmelige post som kasserer.

Hans Henrik Fløe blev født i Silkeborg, uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og MMD fra Copenhagen Business School.

Hans Henrik Fløe, formand for Badminton Danmark i årene 1992 til 2007. Privatfoto.
Hans Henrik Fløe, formand for Badminton Danmark i årene 1992 til 2007. Privatfoto.

Hans arbejdsmæssige karriere lå gennem hele livet i det offentliges tjeneste. Først om ministeriel embedsmand. Derefter som skattechef samt miljø- og sikkerhedschef i Skatteministeriet. Herfra gik det videre ud i det kommunale system, hvor han bl.a. i en periode på 17 år var skattechef i Herlev Kommune. Siden fulgte jobbet som økonomi- og HR-chef i Ballerup Kommune, inden han sluttede tilbage i Skatteministeriet som miljø- og sikkerhedschef.

Gennem et tocifret antal år var Hans Henrik Fløe desuden lektor og underviser samt ikke mindst censor i forvaltningsret.

Idrætsligt fik Hans Henrik Fløe sin debut som leder allerede som 15-årig, hvor han blev valgt ind i bestyrelsen i Silkeborg Orienteringsklub. Derefter kom han i ledelsen af Silkeborg Bilorienteringsklub, inden posten som festudvalgsformand i Silkeborg Badmintonklub betød, at han dermed også var bestyrelsesmedlem i samme klub.

Som aktiv badmintonudøver var han en mere end habil spiller rangerende lige under den absolutte top. Samtidig var han holdleder – eller spillende holdleder, som han selv udtrykte det.

I 1974, som kun 21-årig, blev Hans Henrik Fløe indvalgt i Jyllands Badminton Kreds, hvor han, sin unge alder til trods, overtog kassererposten. Den beholdt han i ti år, hvorefter lederposterne blev lagt på hylden.

Pausen varede kun fire år. Så havde Dansk Badminton Forbund (DBF) brug for en ny kasserer som afløser for legendariske Franz Krag. Hans Henrik Fløe fik en forespørgsel, og han takkede ja. Hans Henrik Fløe sad med mere end stor omhu på forbundets pengekasse i fire år.

I 1992 meddelte den daværende formand, Jørgen Brix Steby, at han ikke ønskede genvalg, og DBF’s hovedbestyrelse indstillede Hans Henrik Fløe som oplagt kandidat. Hans Henrik Fløe blev valgt med kæmpe akklamation, og han sad på formandsposten de følgende 15 år, selv om der var ”lidt” problemer undervejs.

I 1997 meddelte Fløe, at han agtede at stoppe på sin toppost, idet kompetencestridigheder mellem bestyrelsen og flere af de jyske distrikter virkede uoverskuelige. Alt faldt dog til sidst på plads, ikke mindst grundet Fløes akkuratesse og fornemme diplomati.

Den 21. april 2007 stoppede Hans Henrik Fløe som forbundets formand. Han havde virket såvel nationalt som internationalt med meget stort format. Internationalt kom han aldrig – en trods utallige opfordringer – i det internationale forbunds bestyrelse. Det skyldtes udelukkende, at Danmark i alle årene allerede var repræsenteret i det øverste organ med yderst kompetente personer, og Hans Henrik Fløe ønskede på ingen måde, at der skulle laves om på det.

I nationalt regi huskes Fløe blandt andet for, at han i sin tid stillede forslag i Danmarks Idræts Forbund om, at man maksimalt kunne sidde i hovedbestyrelsen i otte år og at valgperioderne skulle være fireårige i stedet for toårige.

Efter Hans Henrik Fløe forlod det, der nu hed Badminton Danmarks ledelse, fortsatte han på de indre linjer som bl.a. medlem af forbundets appeludvalg, hvor han sluttede i 2025.

Efter sin tid i det offentlige system flyttede Hans Henrik Fløe til Hals. Her kastede han sig over golfspillet, og helt naturligt blev han en del af den lokale klubs ledelse og siden formand.

I sin tid som formand for Hals Golfklub skiftede klubben ikke alene navn til Hals Seaside Golfklub. Klubbens medlemstal steg betragteligt; økonomien fik et kæmpeløft, og det samme gjorde såvel bane som øvrige faciliteter.

Hans Henrik Fløe stoppede for to år siden som formand for golfklubben, men fortsatte sit tilhørsforhold ikke kun som aktiv spiller, men også som meget aktiv fondsansøger på klubbens vegne. Et arbejde, der hurtigt udmøntede sig positivt.

For knap et halvt år siden sagde Hans Henrik Fløe ja til også at blive fondsansøger for Badmintonmuseet, hvis arbejde han fulgte nøje. Hans pludselige bortgang betyder, at det arbejde desværre ikke kom til at kaste den store gevinst af sig.

En kæmpe lederskikkelse er ikke mere.

Skriv en kommentar