Af Per Dabelsteen, Badmintonmuseet.
To unge knægte fra Nykøbing F. – Jørn Skaarup og Preben Dabelsteen – skabte sensation, da de i 1946 hjemtog DM-titlen i herredouble til provisen.
I dansk badmintons tidlige år var spillet næsten totalt domineret af hovedstadens klubber. Fra 1925 ved badmintonsportens begyndelse i Danmark i Skovshoved og helt op til slutningen af 1970’erne var det en sjældenhed at finde spillere fra provinsen med et dansk mesterskab.
Det var derfor en sensation, da to unge badmintonspillere fra Nykøbing Falster, Jørn Skaarup og Preben Dabelsteen (min far) i 1946 brød dominansen, og som de første fra provinsen tog det danske mesterskab i herredouble med en forholdsvis komfortabel sejr på 15/5, 15/11 over de københavnske legender Tage Madsen og Carl Frøhlke fra Skovshoved.
Det gav genlyd i de københavnske saloner og i hovedstads-pressen blev det mere end antydet, at der nok var tale om en lidt heldig engangsforeteelse eller småskader hos SIF-spillerne. Men årene derefter viste det stik modsatte.
De to spillere fra provinsen var langtidsholdbare i den forstand, at de ikke blot gentog DM-titlen en lang række gange, men også markerede sig internationalt med flere sejre ved All England turneringen, der dengang og frem til 1977 blev betragtet som de uofficielle verdensmesterskaber.
Fædrene stod bag
Det var ikke helt tilfældigt, at de to knægte fra Nykøbing Badminton Klub (NBK) fik interesse for denne sport. Begge de to’s fædre, fabrikant Eduard Skaarup og biografdirektør Aage William Dabelsteen, var nemlig meget aktive i at få bygget en rigtig badmintonhal. Min far har fortalt mig, at hans far glædestrålende en dag i 1934 kom ud til sommerhuset på Marielyst og kunne berette, at nu var der bygget en badmintonhal, og om ikke det var noget at begynde at dyrke denne sport.
Min far var fra starten interesseret, idet han i et stykke tid havde været med min farfar ude i diverse gymnastiksale på skoler i Nykøbing. Badminton var på det tidspunkt henvist til at blive udøvet i disse sale med forskellige forhindringer i form af bomme og andre gymnastikredskaber. Der var ingen haller. Hvor min farfar havde interessen for badminton fra, ved jeg ikke. Måske via tennis.
Han havde i hvert fald anlagt en tennisbane i haven til sommerhuset (den blev senere suppleret med en udendørs badmintonbane!), så ketsjersport var altså ikke noget ukendt. Sammen med den jævnaldrende Jørn Skaarup begyndte min far så som 9-årig at spille i den nye hal, bygget ved åen i Nykøbing F. lige over for fodboldklubben B1901’s daværende anlæg. Hallen står der stadig.
Der var på det tidspunkt rimeligt god gang i badmintonsporten på Lolland-Falster, bl.a. i Stubbekøbing og Nakskov, så der kom pæn konkurrence i ungdomsårene. Men det var jo mod de her dygtige københavnere, man skulle måle sig med. Og det gik ikke så godt i de første år, selv om de to unge drenge blev betegnet som usædvanlig talentfulde. Der kom da i ny og næ nogle sejre, der varslede om en udvikling, og i årene fra ynglingetiden til seniortiden satte parret Skaarup/Dabelsteen sig solidt på provinsmesterskaberne (ja, det var noget, der hed dengang …).
Tre uldtrøjer blev smidt
I 1946 kom så gennembruddet med et Danmarksmesterskab i herredouble med sejre over de på den tid bedste tre københavnske herredoubler. Som provinsmestre havde de privilegiet først at gå ind i DM-turneringen fra kvartfinalen. Først blev Jan Schmidt/Gunnar Holm besejret, dernæst Jesper Bie/Børge Frederiksen og så endelig i finalen i K.B-Hallen de syvfoldige tidligere danske mestre Tage Madsen/Carl Frøhlke.
I dagbladet Information bed referenten mærke i en lille pudsig detalje ved beklædningen: ”Herremagasinet Preben Dabelsteen kaldte latteren frem hos tilskuerne ved efter tur at trække 3 uldne sweaters af, men om det var et nødvendigt klovnenummer til at hyle modstanderne ud af det, vides ikke. Det fik dog irriteret Tage Madsen så meget, at han, da Dabelsteen havde smidt de to, råbte “smid den tredje med det samme”, hvilket han dog ikke gjorde. Men spille double kunne provinsianerne, selv om deres spil så noget flatterende ud på grund af Frøhlkes ualmindelig dårlige indsats”.
Senere i samme sæson triumferede parret endnu engang ved at vinde badmintonforbundets genoprettede internationale turnering over et andet dansk par, Erik Friis og Conny Jepsen. Det daværende Lawn Tennis og Badminton Bladet skrev om finalen: “Den langtrækkende Dabelsteen er effektiv i at udnytte både smashes og det kortere spil, den måde, hvorpå han drev Friis drops tilbage på, var morsomt at se. Der er ingen kunstnykker i parret, de går frisk til opgaven, sammenspillet er fuldendt, og der er ingen svage punkter. Finalen blev stort spillet af Nykøbings-parret. Dabelsteen rasede som en bemærk med sine kolossalt hårde slag. Skaarup dækkede alle vegne uden at formationen blev brudt. Et resultat, der hilstes med jubel”.
Fortvivlede ketsjersponsorer
Til beskrivelsen af spillestilen kan jeg supplere med, at min fars største force med knaldhårde, stejle smash fra især forhånden (han var næsten to meter høj) og præcise flade grundslag ikke blot drillede modstanderne, ketsjerfabrikanterne var ikke altid fornøjede og undertiden fortvivlede. Spillerne havde dengang som i dag gratis ketsjere fra firmasponsorer, men datidens ketsjere med både ramme, skaft og håndtag af træ brækkede ofte i skaftet med min fars “hårdhændede” behandling. Og det hjalp ikke meget, da skaftet af træ senere blev moderniseret med materiale af aluminium. Der var et endog meget stort forbrug af ketsjere.
Ødelagte ketsjere eller ej, min fars kraftfulde spil i kombination med Jørn Skaarups elegante og teknisk højt anlagte spil blev en farlig cocktail for ikke bare de bedste danske spillere, men også på internationalt niveau. Jørn Skaarup havde et meget giftigt netspil og kunne dominere forbanen.
Både arbejds, uddannelsesmæssige og sportslige grunde førte dem på et tidspunkt begge til hovedstaden, hvor de først valgte at spille i Frederiksberg Badminton Klub, FBK, der dengang blev betegnet som en hel filial af NBK. Det blev dog hurtigt for trangt, idet klubben dengang kun havde to baner. Der er senere udvidet til fire baner, men Københavns Badminton Klub i Randersgade, KBK, med større banekapacitet dengang blev hurtigt stedet, hvor størstedelen af deres karriere udspillede sig.
Vraget til All England
Året efter i 1947 gentog parret succesen ved DM og genvandt titlen. De regnede derfor med, at de næsten helt sikkert ville blive udtaget til de uofficielle verdensmesterskaber i All England-turneringen, der dette år blev genoptaget efter en pause under 2. Verdenskrig. Men nej. Det mente udtagelseskomiteen ikke og satsede i stedet på de velkendte københavnske navne Tage Madsen/Poul Holm. Hjembyen Nykøbing var i oprør og gennemførte en pengeindsamling, så parret alligevel kunne komme til All England. Min farfar viste bl.a. i sin biograf Scala Bio film fra Dansk Idræts-Forbund hvor entreindtægten ubeskåret gik til rejseudgifter.
Dengang rejste man til England med skib fra Esbjerg til Harwich, og Skaarup led ganske forfærdelig af eftervirkningerne af søsyge under turneringen, men det gik trods alt ganske godt. Parret nåede helt frem til finalen, men blev så her slået af netop Tage Madsen/Poul Holm. Det slog dem dog ikke ud, og de kom stærkt igen ved året efter i 1948 igen at vinde DM i herredouble. All England samme år blev både en positiv og en negativ oplevelse. Negativ, fordi udtagelseskomiteen denne gang følte, at hvis man skilte parret, kunne der sammensættes en stærkere double med Poul Holm og Jørn Skaarup.
Min far var skuffet over ikke at skulle spille med sin mangeårige makker og ven, men slog så kludene sammen med en anden dygtig dansk spiller, Børge Frederiksen. Og det viste sig at være en særdeles god ide. Det nye sammensatte par kom i finalen i All England, hvor de efter en gyserafslutning vandt over svenskerne Conny Jepsen/Niels Johnson. Det stod 13-13 i tredje sæt, da Dabelsteen/Frederiksen valgte ombolde til fem. De kom bagud 13-16, kom op på 17-17 og efter 2 matchbolde imod sig tog de titlen med 18-17.
Kronen på værket
Verdensmester! Et stort mål var nået for min far, og vennen Jørn Skaarup kunne også lade sig hylde det år. Han vandt All England-titlen i single og i mixdouble med Kirsten Thorndahl fra ABC. To år efter i 1950 kom så heldigvis All England-sejren, hvor Skaarup og min far fik lov til at spille sammen i herredouble, hvor de i en rent dansk finale besejrede Poul Holm/Børge Frederiksen med cifrene 9/15, 15/2, 15/12. Det var den sejr, de satte størst pris på. Det var kronen på et værk, der begyndte i den elskede hal på stien ved åen i Nykøbing som 9-årige knægte.
Sejren og verdensmesterskabet blev også en genoprejsning for et famøst nederlag året før i 1949, hvor Danmark i Preston i England med Skaarup og Dabelsteen på holdet mødte Malaysia i finalen i den allerførste Thomas Cup turnering. Det blev en meget skuffende oplevelse. Malaysia vandt hele 8-1 over et desillusioneret dansk hold, der blev lammet over, at Jørn Skaarup i den første kamp tabte til en malaysisk reserve. Eneste danske vinder var Mogens Felsby. Det overraskende resultat skal også ses i lyset af, at det malaysiske hold havde tilbragt en månedlang skibsrejse fra Malaysia til England og måtte træne badminton udendørs på dækket. Ikke nogen ideel forberedelse.
Men ”malajerne” havde ikke alene ris nok til eget forbrug, men også rigeligt til de danske rumper”, skrev Politikens sportsredaktør Simon Simonsen… Senere har Danmark heldigvis taget Thomas Cup-trofæet. Det var i 2016, hvor det danske hold vandt finalen over Indonesien. Chancen for en ny sejr er der måske i år, hvor Thomas Cup og Uber Cup til maj holdes i Horsens.
Gylden periode og mord
Perioden fra midten af 1940’erne til midten af 1950’erne blev en gylden tid for min far og Jørn Skaarup. Sammen vandt de DM i herredouble i alt fem gange – i 1946, 1947, 1948, 1951 og 1956. Udover All England-titlen vandt de også sammen Denmark Open i 1946 og 1947. Jørn Skaarup tog desuden singletrofæet ved DM i 1947, 1948, 1950 og 1954 samt DM i mixeddouble i 1948 og 1956 med henholdsvis Tonny Ahm og Anni Jørgensen. De var også med til at vinde DM for hold for KBK en række gange, hvor også min fars bror Flemming Dabelsteen var med.
En noget kedelig hændelse fandt sted, da parret i 1945 var ved at blive rigtige kendte og spillede DM i København. Ritzau udsendte telegram om, at en Preben Dabelsteen var blevet anholdt for et mord på Krausesvej i København. Det blev gentaget i Pressens Radioavis. Familien var chokeret og nyheden gav genlyd blandt mange sportsfolk. Det viste sig at være en anden person med samme navn. Fejltagelsen blev heldigvis hurtigt korrigeret, idet Gunnar ”Nu” Hansen i Radioavisen fik sagt, at den anholdte ikke var identisk med den kendte badmintonspiller af samme navn.
Hallen nedbrændte
Krausesvej er i øvrigt senere kommet til at spille en rolle for den hæderkronede klub KBK. Efter den traditionelle juleturnering i 1991 nedbrændte den gamle KBK-hal i Randersgade på tragisk vis i løbet af blot en halv time. Det skete den 26. december om aftenen lige efter turneringens afslutning. Jeg havde ved et tilfælde været i hallen samme dag for at se på nogle af kampene. Jeg bemærkede, at nogle af de tilrejsende spillere havde fået lov at overnatte i hallen, og at der åbenbart også blev røget, idet der stod et stort askebæger i et hjørne. Om brandårsagen skal findes her, ved jeg ikke.
Branden var en katastrofe for klubben. Ikke blot stod man uden hal og spillested til 700 medlemmer, men en ufattelig stor portion minder i form af pokaler, papirer og fotografier gik tabt i branden. Der var imidlertid heldigvis tegnet forsikring, og efter et mageskifte med Københavns Kommune kunne man nogle år efter indvi den nye KBK-hal på arealer på Krausesvej nogle hundrede meter fra Randersgade, hvor der i dag på den gamle badmintongrund er opført et plejehjem.
Forbundets formand
Efter stoppet som elitespillere – min far trak sig noget før Skaarup efter at have sprængt akillessenen ikke mindre end tre gange – forblev parret i badmintonsporten på forskellig vis. Jørn Skaarup, der var distributionschef i Dansk Esso, gik i 1969 ind i bestyrelsen for badmintonforbundet. Fra 1972 til 1978 var han forbundets formand, og i 1975 blev han indvalgt i Dansk Idræts Forbunds forretningsudvalg (i dag Danmarks Idrætsforbund). Fra 1978 til sin alt for tidlige død (kræft) i 1987, 61 år gammel, sad han i DIF’s økonomiudvalg.
Efter jurastudier blev min far journalist og var ansat på det hedengangne Idrætsbladet og senere Ekstra Bladet og B.T, hvor han på sportsredaktionerne var med til at skabe opmærksomhed omkring badmintonsporten. Han var også redaktør for flere jubilæumsskrifter for bl.a. klubberne FBK og KBK. Desuden var han altid klar til at øse af sin viden og knivskarpe hukommelse, når andre skulle skrive bøger eller artikler om badminton. Han døde i 2017, 91 år gammel.
Både Jørn Skaarup og min far vendte i øvrigt på deres gamle dage tilbage til deres oprindelige klub i hovedstaden, FBK på Rolighedsvej. De havde i nogle år en ugentlig hyggedouble med min onkel Flemming Dabelsteen og andre fra Lagkageholdet i Nykøbing, bl.a. landsholdsspilleren Ib Olesen. Lagkageholdet opstod som begreb, fordi det meget populære inspektørpar Frandsen i NBK gav en lagkage, når de unge knægte kunne komme hjem og fortælle om meriterende sejre.
Kvalificeret reserver!
Ren hygge var den ugentlige time dog ikke helt. Der blev nemlig gået pænt til sagen og der blev spillet om penge. Der skulle betales for tabte sæt, og så blev den indkrævede sum en gang i kvartalet brugt til en middag med hustruer. Der var også en pengemulkt/straf, hvis man sendte afbud og ikke sørgede for en – som det hed – kvalificeret reserve. Jeg og Jørn Skaarups søn Henrik var så heldige at få lov til at være med nogle gange som reserver. Det var sjovt og lærerigt. De gamle kunne stadig nogle raffinerede slag omend tempoet selvfølgelig var gået noget ned.
Som nævnt i indledningen var det lidt af en sensation, at et par knægte fra provinsen i 1946 kunne blande sig i de københavnske badmintonsaloner og vinde et DM. Spillerne fra klubberne i hovedstaden var dominerende, og bortset altså fra parret Skaarup/Dabelsteen holdt denne tendens sig faktisk med enkelte undtagelser en hel del år frem i tiden. Nykøbing F. blev ganske vist ved med at udklække elitespillere – brødrene Nielsen med fornavnene Knud-Aage (Grønært) og Poul-Erik som de mest prominente – og Carsten Morild fra Triton i Ålborg bl.a., men ellers var der langt imellem internationale topspillere fra provinsen.
Nu dominerer provinsen
Men det må siges at være ændret i moderne tider. Kigger man lidt nærmere på internationale topspillere fra nyere tid, så kommer f.eks. Morten Frost, Poul-Erik Høyer, Peter Gade, Thomas Lund, Marlene Thomsen, Steen Fladberg, Jon Holst-Christensen, Camilla Martin, Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Pedersen, Mathias Boe og Jan Ø. Jørgensen alle fra provinsklubber. Og endnu mere markant bliver det, hvis man ser hen over listen over de nuværende landsholdsspilleres ungdomsklubber: Viktor Axelsen, OBK, Odense, Anders Antonsen, AB Århus, Rasmus Gemke, AB Århus, Mathias Christiansen, Allinge-Sandvig, Alexandra Boje, Horsens, Anders Skaarup Rasmussen, Odder/Højbjerg, Kim Astrup, Videbæk/Ikast, Line Kjærsfeldt, AB Århus, og Magnus Johannesen, Triton Ålborg.
Er klubberne i København ved at sakke bagud? Noget kunne tyde på det, men i et lille land som Danmark er det vist kun godt og nødvendigt, hvis der i alle kroge af landet udvikles badmintonspillere, der kan begå sig internationalt. Og så må man i de københavnske saloner trøste sig med, at hovedcentret for træningen af danske elitespillere trods alt stadig er placeret i hovedstaden, i Idrættens Hus i Brøndby ved København.