Af Per Dabelsteen, Badmintonmuseet.
En cocktail af fysik, spilforståelse og temperament førte Erland Kops til toppen af verdenseliten.
Historien om dansk badminton er ikke mindst historien om en stjernerække af danske spillere, der i generationer efter generationer har befundet sig på toppen af verdenseliten. Men alligevel er der nogen af de danske spillere, som skiller sig markant ud. En af dem er ikke mindst Erland Kops, der fra slutningen af 1950´erne og 15 år frem sejrrigt huserede på badmintonbanerne kloden rundt og satte nye standarder for spillet med den lille fjerbold.
Det hele begyndte i 1958, hvor Erland Kops som blot 21-årig i Empire Pool i Wembley i London vandt herresinglen i All England-turneringen, der dengang var det uofficielle verdensmesterskab for badminton. Han vandt finalen over en anden senere nok så berømt dansker, nemlig Finn Kobberø. Finere kunne det ikke blive dengang, idet der hverken var noget der hed VM eller OL for badmintonspillere.
Og det blev ikke en enlig svale for Erland Kops. Han vandt i de følgende år herresinglen i All England, så han kom op på i alt syv titler og supplerede det ovenikøbet med fire sejre i herredouble med først Poul-Erik Nielsen og dernæst med Henning Borch. Ni danske mesterskaber blev det også til samt sejrer i 30 internationale turneringer alene i singlekategorien.
Det er jo en imponerende sejrsrække, men Erland Kops har selv beskrevet den aften i 1958 i Empire Pool i Wembley som hans bedste minde i karrieren, idet han ikke blot vandt herresinglen, men også senere på aftenen tog titlen i herredouble. Desuden var det jo heller ikke så dårligt at slå Finn Kobberø, der dog senere tog “revanche” og tegnede sig for ikke mindre end 15 All England-titler, men dog udelukkende i herre- og mixdouble.
Kobberø var overlegen
De to spillere var i øvrigt klubkammerater i Københavns Badminton Klub, KBK, hvor de begge i hallen i Randersgade begyndte at spille som ganske unge, Erland Kops som syvårig. I ungdomsårene var det i den grad den et år ældre Finn Kobberø, der i bogstavelig forstand havde overhånden. Han var fra naturens hånd den mest talentfulde og kunne udmanøvrere den mere “primitive” Erland, der dengang bar efternavnet Olsen.
Men den overlegenhed holdt ikke op i seniortiden, hvor Erland Kops i singlekategorien udviklede en fysik og spilforståelse, der i den grad kompenserede for et mere raffineret spil. Han blev simpelt hen en kraftkarl, der ikke var bange for at spille lange kampe med sejtrækkende dueller. Kops havde en evne til at spotte modstanderens svage punkter og så bombardere dem igen og igen. Hans kraftfulde spil med knaldhårde smash fra både for- og baghånd og styrke til at slå sig fri fra alle hjørner i banen var svært for modstanderne til at stå imod. Ganske imponerende, når man tager i betragtning, at slagene blev udført med en træketsjer strenget op med formentlig halvbløde kattetarme…
Et voldsomt temperament i stil med det tennisspilleren John McEnroe lagde for dagen blev også en fordel, da Erland lærte at tøjle det til egen fordel. Som han selv på et tidspunkt udtrykte det, var han undertiden “skruptosset” på banen, men da det kom under kontrol, blev det til noget positivt, der kunne hentes frem i modgang under kampene.
Den hårde træning, som Erland Kops lagde for dagen forud for holdkampe og turneringer var på det tidspunkt noget enestående. Jeg kom som helt ung en del i KBK-hallen for at se min far (Preben Dabelsteen, to gange All Englandmester i herredouble) træne, og den ene af gangene så jeg med vantro på banen ved siden af en spiller, der med blyveste på spændt spillede single i 20 minutter ad gangen mod ti spillere i træk. Det var Erland Kops! Det er måske ikke en træningsmetode, der i dag kan anbefales i forhold til belastning af knæ mv., men det var altså en metode til at komme til tops.
I KBK-hallen kunne man i øvrigt også opleve lillebror Torben Kops, der faktisk var meget talentfuld, men ifølge Erland “doven”. Han fik da heller ikke en elitekarriere, men Torben og Erland spillede dog på et tidspunkt sammen på KBK’s 1. hold. Brødrene hed oprindelig Olsen til efternavn, men skiftede på et tidspunkt til mormorens pigenavn Kops.
Østen hærdede
Et andet element, der nok også bidrog til Erland Kops’ placering som en af de allerstørste danske badmintonspillere gennem tiderne var, hvad der skete i årene efter triumfen i All England i 1958. Erland Kops var handelsuddannet i Østasiatisk Kompagni, ØK, og blev udsendt til Thailand. Han tog sin ketcher med og spillede flittigt. På et tidspunkt fik han så mange invitationer til turneringer, at han fik mod på at sige jobbet hos ØK op og hellige sig en tilværelse som rejsende badmintonspiller i Thailand, Malaysia, Indien og Indonesien. Det var det dobbelte verdensmesterskab i 1958, der banede vejen.
Han spillede utrolig mange holdkampe og turneringer, fik rejser og ophold betalt, og fik derigennem en solid base for de kommende All England-sejre, men hele karrieren var på et tidspunkt ved at punktere. Hjemme fra den 2-årige tur i Østen blev der sat spørgsmålstegn ved hans amatørstatus. På det tidspunkt var der nemlig ikke noget, der hed professionel badminton. Sagen blev dog forligt og Erland Kops kunne fortsætte sin succesrige karriere.
Der eksisterer desværre ikke ret mange levende billeder af Erland Kops. Og dem, der findes, er ofte i dårlig kvalitet, grynede og med dårlige vinkler. Han ville dog nok være taknemmelig for, at TV ikke var til stede i Helsingør, da han i 1970’erne i slutningen af sin karriere i en match mødte et kinesisk hold. Det var dengang lidt af en sensation at se kinesiske badmintonspillere i Europa. Kina havde i en længere årrække isoleret sig fra sportens verden, og ingen anede, hvad de kinesiske badmintonspillere kunne. Man vidste kun, at badminton (og bordtennis) var meget populært i Kina.
Kineserier i Helsingør
Alle skulle blive meget klogere den aften i Helsingør i den gamle sportshal. Jeg spillede dengang badminton i Helsingør og var på plads i forreste vinduesrække i cafeteriaet på 1. sal, da det kinesiske hold ankom. De varmede atletisk op i tre kvarter og var så klar til at møde de danske berømtheder. Erland Kops ankom 20 minutter før og erklærede, at han lige skulle have en sandwich og en sodavand. Det fik han, og han fik også i den grad stryg på banen – tæt på æg i begge sæt som jeg husker det. Ikke blot var hans forberedelse/opvarmning elendig i forhold til kineserne, de var – viste det sig – også ganske overlegne i især tempo og smidighed.
Det blev ikke meget bedre, da det danske landshold nogle dage senere skulle prøve at tage revanche i KB-hallen i København. Erland Kops spillede betydelig bedre, belært af erfaringen fra Helsingør, men ikke nok til at kunne vinde. Bedste danske spiller den aften i KB-hallen var Elo Hansen, hvis særlige finter på nettet kineserne aldrig før havde set. En meget forvirret kinesisk spiller fik dog efter et tabt 1. sæt ved hjælp af sin coach korrigeret så meget, så Elo ikke fik ret meget at sige i de næste to sæt.
Efter et stop på eliteplan i begyndelsen af 1970’erne fortsatte Erland Kops i nogle år med at spille på divisionsplan i Greve. Her spillede han en succesrig herredouble sammen med vennen Tom Bacher. Kops fortsatte også i en pæn høj alder med at spille single, selv om der efterhånden var kommet lidt af en “borgmestermave”. Hans slagrepertoire var der imidlertid ikke noget bedaget over. Det fik jeg desværre selv at føle.
Ingen skam at tabe
Jeg spillede på det tidspunkt for Brønshøj Badminton Klub og vi skulle møde Greve i 3. division. Det magede sig således, at jeg skulle møde Erland Kops i en single. Han var 11 år ældre end mig, så ham skulle jeg kunne klare, mente jeg. Min far fik nys om kampen og mødte op for at se sønnike klare veteranen Kops. Det gik desværre ikke sådan. Kops vandt i tre sæt – han havde på det tidspunkt passeret de 50 år. Surt, men hans baghånd fungerede stadig, og som en badmintonkammerat senere trøstede mig med, så “er det ingen skam at kunne sige, at man havde tabt til Erland Kops”.
Da den aktive tid på badmintonbanen trods alt klingede af, dedikerede Erland Kops sig til en ledergerning i det danske badmintonforbund. Han var med i udtagelseskomiteen og var i en længere årrække en kyndig rejseleder for de danske badmintonhold og -tilskuere, når turen gik til de østasiatiske lande, hvor hans navn fortsatte med at give genklang i det badmintonengagerede publikum.
Uden for badmintonbanerne var Erland Kops også meget aktiv. Han var reklamesælger, havde eget firma med sportsudstyr og etablerede et af landets første fitnesscentre i Østerbro Svømmehal, Form & Figur. Det blev senere overtaget af en anden badmintonspiller, Tage Nielsen. Også restauratørbranchen kastede Erland Kops sig ud i. Erlands Pub på Østerbro var i mange år et samlingssted for sportsinteresserede, som i tilgift med de flydende væsker også kunne få førstehåndsberetninger fra en storslået badmintonkarriere. Sammen med hustruen Hanne drev Kops også i en årrække restaurationen Sankt Nikolay i den indre by.
3 x Hall of Fame
At Erland Kops er optaget i hele tre Hall of Fame kan ikke overraske. Han er i den danske Hall of Fame, i Badminton Europes og i det internationale badmintonforbund, BWF’s Hall of Fame. Han har også ærestegnet i både Badminton Danmark og i BWF, som desuden tildelte ham en Lifetime Achievement Award for livslang indsats for badminton. Ridderkorset af Dannebrogordenen pryder også trofætavlen.
Erland Kops døde i 2017, 80 år gammel. Badmintonmuseet nåede desværre ikke at få lavet et videointerview med Erland Kops, men hustruen gennem 53 år, Hanne Kops, har givet et videointerview, som kan opleves her på hjemmesiden. Hun fortæller levende om gemalens karriere, hvad der drev ham, hans gæstfrihed og om, hvordan de som unge fandt hinanden. Det skete selvfølgelig igennem badminton i en anden klub på Østerbro, nemlig ØBK i Ryparken.
Fakta
Han var den første fra Europa at vinde store singletitler i Fjernøsten. Til trods for nogle skuffende resultater i Thomas Cup var Kops den dominerende mandlige singlespiller i begyndelsen og midten af 1960'erne.
Landskampe: 44 (1957-72).
Klubber:
KBK (1946-58), Unity Badminton Club (1958-60), KBK (1960-73), Greve Strand.
Udvalgte titler:
Single: Dansk mester 1961-62, 1964-65 og 1967,
Vinder af All England 1958, 1960-63, 1965 og 1967,
Herredouble: Dansk mester 1961, 1965, 1968-69, Vinder af All England 1958, 1967-69,
Hold: Dansk mester 1956, 1958, 1961-64, 1966, 1968, 1970-73
Hædersbevisninger:
IBF’s ærestegn ’Distinguished Service Award’ i 1985, IBF’s Herbert Scheele Trophy i 1989,
Ridder af Dannebrog i 2000, Optaget i IBF’s Hall of Fame i 1997, DIF's Hall of Fame i 1992.
DBF’s fortjensttegn, DBF's ærestegn i 2000, Æresmedlem i Københavns Badminton Klub.
Se også en spillerprofil af Erland Kops på dette link https://badmintonmuseet.dk/erland-kops-2/