Nekrolog og mindeord af Torsten Berg, Badmintonmuseet.
Sir Craig Reedie er død i en alder af 84 år.
Helt utvivlsomt badmintonsportens største leder i moderne tid. Diplomat og idrætspolitiker på allerhøjeste plan. Toneangivende medlem af IOC og IOC's vicepræsident fra 2012 til 2016. Som præsident for det internationale antidopingagentur WADA (2014 - 2019) har Sir Craig Reedie en stor del af æren for den dopingkontrol, sporten kender i dag. At de Olympiske Lege i 2012 kom til London, kan Storbritannien i høj grad takke ham for. Disse og mange andre bedrifter er omfattende beskrevet i BWF’s og IOC’s nekrologer om Sir Craig Reedie, som jeg kan henvise til.
Badminton kan i høj grad takke Sir Craig Reedie for, sammen med danske Poul-Erik Nielsen, at være blevet en olympisk idræt i 1985 og for at være kommet på programmet for OL i Barcelona 1992. En helt uvurderlig gevinst for vores sport.
Inden da havde han været en af hovedkræfterne bag den genforening af IBF med udbryderne fra World Badminton Federation i 1981, som banede vejen for olympisk anerkendelse og i øvrigt indledte hans periode som vores præsident, 1981 – 1984.
Sir Craig Reedie havde et helt særligt forhold til dansk badminton. Et livslangt venskab med Tom Bacher og dermed med hans familie og vennekreds, ikke mindst Erland Kops, bragte ham ofte til Greve, og hans glæde herved var både smittende og inspirerende. Her skal fremhæves to historier, der belyser dette forhold ud fra min personlige vinkel.
VM i København 1983
Ved hjemkomsten fra VM i Jakarta 1980, udtalte DBF's formand Frede Kruse-Christiansen, at det kunne vi vist gøre bedre, og det ville vi. Så forbundet søgte om og fik, efter energisk lobbyarbejde, arrangementet af VM i 1983 i København, i Brøndby Hallen. En kæmpeopgave, ikke mindst fordi vi med formanden i spidsen for arrangementet ville vise verden, hvordan det skulle gøres! Jeg var sekretær for arrangementskomiteen, og det blev en travl tid. Lederne og de udenlandske delegater boede på det nye hotel Admiral i Toldbodgade. En af vores opfindelser var en Hospitality Suite, egentlig Tom Bachers Junior Suite, hvor der var åbent hus og gratis drinks hver aften – en tordnende succes! Tom var en enestående vært for sine kolleger i Council og mange andre.
Finaledagen blev historie! IOC’s magtfulde præsident Juan Antonio Samaranch var ankommet dagen før og blev opvartet på bedste vis af IBF’s præsident, Sir Craig Reedie. Og Dronning Margrethe kom – for første og vist eneste gang – til badmintonfinalerne i Brøndby! Spillerne levede mere end op til forventningerne. Stemningen var storslået, ikke mindst da Steen Fladberg og Jesper Helledie vandt herredouble over englænderne Martin Dew og Mike Tredgett. De tilrejsende svenskere fik deres, da Thomas Kihlström og Nora Perry vandt mixed, men dagens clou blev en helt forrygende herresinglefinale, hvor unge Icuk Sugiarto i tre neglebidende sæt med omspil slog favoritten Liem Swie King. Samaranch, godt tilfreds med at sidde sammen med majestæten, sad på kanten af stolen og sagde i det øjeblik til Sir Craig: "We MUST have this sport in the Olympic Games!" Et afgørende moment i badmintons historie.
OL i Barcelona 1992
Hver sport udpeger som ansvarlige for forberedelserne til et OL to Technical Delegates (TD), der har ansvaret for, at konkurrencen ved legene afvikles i overensstemmelse med alle reglementer og sammen med forbundets præsident og generalsekretær varetager forbindelsen til IOC og arrangørerne. Sir Craig Reedie var selvskreven som den ene TD med sit meget store kendskab til det olympiske system og ikke mindst til nøglepersonerne heri. Han var tillige i 1992 blevet formand for BOA, den britiske olympiske komité, og havde klart allerede dengang ambitioner om at blive medlem af IOC, hvilket lykkedes to år senere. Jeg var så heldig at blive udpeget som den anden TD. Det var en stor opgave, men min læremester var jo lige ved hånden og sikrede kvaliteten af opgaveløsningen. Vi delte arbejdet således, at Sir Craig tog sig af alt det, der vedrørte IOC og arrangørerne overordnet samt relationerne til medierne, mens min opgave var at sikre den tekniske afvikling af turneringen i Barcelona, en storby i et land, hvor badminton dengang var meget lidt kendt.
Sir Craig Reedie sikrede, at to store beslutninger blev taget korrekt. Vi spillede badminton over de otte første dage af de to uger, som legene varer, hvorved vi sikrede at have afgørende kampe og finaler før næsten alle andre. Det maksimerede mediernes interesse for os. Samtidig havde Sir Craig sørget for, at vores TV blev produceret af Hans Grønfeldt fra Danmarks Radio og hans erfarne hold. Det betød, til IOC’s og alle andres overraskelse, at badminton, den nye sport på programmet, langt hen i perioden var den mest sete på TV verden over.
Mit scoop i forbindelse med tilrettelæggelsen var at booste antallet af referees, dommere og andre Technical Officials (TO), som var nødvendige for at afvikle turneringen. Dermed fik flest mulige af vores trofaste frivillige oplevelsen ved at deltage i OL. Både beslutningen om at spille tidligt i OL perioden og om antallet af TO er fastholdt siden, til gavn for vores sport og glæde for kollegerne.
Sir Craig Reedie var – ud over sine mange andre gode egenskaber – måske den bedste festtaler, jeg nogensinde har oplevet. Hans mange historier fra et begivenhedsrigt liv, hvor drengen fra Stirling i Skotland kom verden rundt med badminton og anden sport, mødte kronede hoveder og ledende politikere, og var med til at tage vigtige beslutninger på sportens vegne, har han fremragende smukt og præcist beskrevet i sine memoirer ”Delivering London's Olympic Dream – A long Life in Sport”, (2022) med forord af Sebastian Coe og Tony Blair. Her slutter han – og jeg – med hans egne ord:
"Sport is special to almost all of us and understood and valued in many ways. Whether individual or collective, a personal challenge or an Olympic final, the joy of victory can be unbounded, while the disappointment of defeat builds character and makes us stronger."
Æret være Sir Craig Reedie's minde.