Af Per Dabelsteen, Badmintonmuseet
Portræt af Tonny Ahm – den mest vindende danske kvinde i All England-turneringen med 12 titler – der på hjemlig grund supplerede med ikke mindre end rekordhøje 25 Danmarksmesterskaber.
Det er i dagens badminton sjældent at se elitespillere deltage i flere kategorier. Det er simpelt hen for hårdt. En undtagelse er dog f.eks. de fransk/bulgarske brødre Christo og Toma Popov, der spiller både single og herredouble. Men tidligere i badmintonsportens ældre generationer var det mere udbredt, dog ikke at kunne vinde i alle tre kategorier. Det kunne imidlertid Tonny Ahm, der må betegnes som den mest allround kvindelige danske badmintonspiller.
Hun var i 1940’erne og 1950’erne den danske badmintondronning, der dog i perioder måtte dele titlen med Kirsten Thorndahl. Tonny Ahm, født Olsen (1914 - 1993) har markant skrevet sig ind i badmintonsportens historiebøger med ikke mindre end 25 Danmarksmesterskaber, 12 All England-sejre (der dengang var det uofficielle verdensmesterskab) og 19 titler i Denmark Open.
Det jo mildt sagt en imponerende sejrsliste, og det bliver ikke mindre imponerende af, at alle hendes uofficielle verdensmesterskaber i All England på nær ét blev vundet, da hun havde passeret de 30 år. Hun vandt den første gang All England i 1939 i damedouble sammen med Ruth Dalsgaard og det næste kom så først i 1947, hvor hun vandt All England-titlen i både damedouble med Kirsten Thorndahl og mixeddouble med Poul Holm i en alder af 33 år.
Hun er så undskyldt af, at All England-turneringen var aflyst under Anden Verdenskrig, men alligevel imponerende, at hun selv for den tid i en så høj alder kunne hjemførte de fornemste titler. I 1950 og i 1952 tog hun ovenikøbet titlen i All England i alle tre kategorier – i single, damedouble og mixeddouble. Det er trods alt en sjældenhed.
I det hele taget var hun sej højt op i alderen. F.eks. var hun med på det danske landshold, da den første Uber-Cup-finale blev spillet i 1957 i England. Danmark spillede i finalen mod USA, hvor det desværre blev til et markant nederlag på 1-6. Tonny Ahm var på det tidspunkt 43 år og mødte det engelsk-amerikanske fænomen 19-årige Judy Devlin Hashman, der endte med at vinde hele 17 All England-mesterskaber. I Uber Cup-matchen tabte Tonny Ahm med 2-11 i første sæt, men formåede trods alt at få 8-11 i andet sæt.
Apropos All Englandmesterskaber, så er Tonny Ahm den danske badmintonspiller, der på kvindesiden har vundet flest All England-titler med 12, og hun tager også rekorden med flest DM-titler for kvinder – i alt 25 styks – mod Lene Køppens 24 DM-titler. Dog må hun bøje sig for Camilla Martin, når det gælder fleste DM-titler i single. Her opnåede Martin 13 DM i single, mens Tonny Ahm måtte nøjes med 12. Til gengæld fylder hendes liste over Denmark Open-titler godt op i historiebøgerne med 19 titler.
Jeg har desværre ikke selv set Tonny Ahm på en badmintonbane, og der er ikke mange tilbage, der har oplevet hendes spil. En af de få er Knud-Aage Nielsen, også kaldet Grønært, 89 år. Han var international elitespiller i 1950’erne og 1960’erne, vandt All Englandmesterskabet i single i 1964, og altså ikke helt samtidig med Tonny Ahm, men han fik dog ved flere lejligheder set hende i aktion.
Hans karakteristik af hende er, at hendes allround-egenskaber ved at kunne spille og vinde i alle tre kategorier – single, damedouble og mixeddouble – også slog igennem i hendes spillestil.
- Jeg kan ikke sige, at Tonny Ahm var særlig god til et bestemt slag. Hun udmærkede sig i stedet ved at kunne returnere bolden uden fejl fra alle hjørner. Hendes løbeformåen var stor, og det slog især igennem i single, hvor hun på samme måde som en Judy Hashmann, en Camilla Martin, en Lene Køppen eller en Eva Twedberg kunne blive ved og ved indtil modstanderen begyndte at lave fejl. I øvrigt en evne, som jeg godt kunne efterlyse hos mange af nutidens danske stjerner. Altså evnen til at have en god basis på banen. Sende bolden rundt i alle fire hjørner og så have tålmodighed til at vente på en åbning eller fejl hos modstanderen, lyder det fra Knud Aage Nielsen.
I Knud-Aage Nielsens tid blev man stjerne ikke blot på hjemlig grund, men også internationalt ved at spilletræne og spilletræne i store mængder. Der var ikke så meget med multibold eller øvelser i bestemte slag eller placeringer på banen i en taktisk strategi.
-Ikke sådan at forstå, at man ikke skal øve slag og taktik. Selvfølgelig skal man det, men spilletræning og meget af det er nu engang efter min mening den bedste øvelse og vejen frem til succes, understreger Knud-Aage Nielsen.
All Englandmesterens erindring om Tonny Ahms spillestil falder ganske pænt i tråd med de beskrivelser, der kunne læses i datidens presse. Udholdenhed, evne til at veksle mellem defensiv og angreb med hurtigt netspil var nogle af ordene. Desuden blev godt benarbejde og finter fremhævet som hendes fortrin.
Spilletræning har Tonny Ahm utvivlsomt fået en hel del af, for det var det normale dengang. Hun voksede op i Ordrup og fandt vej til Gentofte Badminton Klub, som hun var tro mod i hele sin karriere. Det er sparsomt, hvad der er beskrevet i datidens medier om hendes liv uden for badmintonbanerne, men hun var gift med disponent Gunnar Ahm og var hjemmegående. På et spørgsmål fra en nysgerrig journalist om uddannelse og job svarede hun således kort og fyndigt: “Fru Tonny passer sit hjem”.
En takketale, som Tonny Ahm holdt i 1959, da hun blev tildelt Nathansens Mindepokal på Dansk Idrætsforbunds repræsentantskabsmøde, sætter også meget godt i relief, hvilke normer, der herskede i datidens samfund, ikke mindst i forholdet mellem spillere og ledere, mellem mænd og kvinder, og hvad hun betragtede som højdepunkterne i hendes lange karriere.
Tonny Ahm holdt denne tale:
“Jeg takker af hjertet Dansk Badminton Forbund for denne store ære, der i dag blev tildelt mig ved Dansk Idrætsforbunds repræsentantskabsmøde, da jeg i Ingeniørforeningen fik tildelt overretssagfører J. L. Nathansens Mindepokal. Med særlig glæde modtager jeg netop denne pokal, fordi den i modsætning til de pokaler, jeg har derhjemme, ikke kan vindes, men tildeles som en hæderspræmie efter indstilling af vor sports ledende mænd.
Selv om jeg stadig er aktiv, vil jeg benytte denne lejlighed til at sige forbundets bestyrelse hjertelig tak for mange års lykkelig tilværelse inden for vor sport i fuld bevidsthed om, at uden ledernes store og dygtige arbejde, ville vi spillere ikke have haft så forbilledlige dejlige spilleforhold, som vi har, med de bedste haller i verden, i interessante turneringer, vidunderlige rejser og på alle måder ordnede forhold, hvorved mange venskaber og kammeratskaber er blevet knyttet for livet.
Netop i kraft af dansk idræts mange dygtige ledere har alle unge danske sportsfolk de samme chancer for dejlige oplevelser, ligegyldig om man kommer fra et velhaverhjem eller fra et arbejderhjem. Jeg ser med stor taknemmelighed tilbage på mine mange badmintonår, og fyldes af mange dejlige minder. Gennem idrætten har jeg fået oplevelser, der for mig har været virkelige eventyr. Rejserne i udlandet var noget, som ville have været udelukket for mig, hvis ikke netop badminton spillet havde gjort dem mulige. Indiensturen i 1947 og Afrikarejsen i 1951 vil jeg resten af mit liv være forbundets ledere særlig megen tak skyldig for. Det er oplevelser, som er mejslet i mit sind, og som naturligt altid vil stå for mig, som de eventyrrejser, de var.
I dag er det netop 25 år siden jeg første gang drog udenlands for at spille badminton i Holland, og jeg vil gerne give udtryk for et inderligt ønske om, at mange spillere og ledere i årene fremover må få de samme vidunderlige timer med badminton spillet både herhjemme og i fremmede lande, som jeg har haft. Tusind tak for alle jer i ledelsen, som har muliggjort mine dejlige badmintonår.
I dyb taknemmelighed, jeres hengivne Tonny Ahm”.
_________________________________________________
Nathansens Mindepokal var i en længere årrække en af de mest prestigefyldte priser, en dansk idrætsudøver kunne få, og på den baggrund og på baggrund af Tonny Ahms imponerende karriere er det derfor besynderligt, at hun ikke er optaget i den danske Sportens Hall of Fame. Hun deler her skæbne med den bedste danske doublespiller nogensinde, Finn Kobberø, og en ligeledes succesrig badmintonspiller som Kirsten Thorndahl. Heldigvis kan det så i historisk kontekst noteres, at både Tonny Ahm og Finn Kobberø i 1997 som nogle af de første blev optaget i badmintonverdensforbundets Hall of Fame sammen med superstjerner som Frank Devlin, David Freemann, Rudy Hartono og Judy Hashman.
