En fynbo med ambitioner

AF POUL ERIK PEDERSEN

 

Gert Frode Hansen fra Badmintonmuseet ringede mig op en dag og spurgte, om ikke jeg ville skrive lidt om hvordan min badmintonkarriere begyndte og hvor den startede. Gerne fyldt med lidt anekdoter og gode historier fra en – for længst – svunden tid. Så er det jo at jeg må forsøge at aktivere min langtidshukommelse, for nu hvor jeg blevet 70, så er alt det jo noget der skete i forrige århundrede.

Som knægt var det i begyndelsen mest fodbolden der trak, men min klasselærer og en anden lærer på Kværndrup Skole spillede badminton sammen, og spurgte om jeg og en jævnaldrende kammerat ville spille lidt med dem? Vi har vel været omkring 10-11 år gamle dengang, så svaret var: ”Jo tak, det ville vi da meget gerne”!

Poul Erik Pedersen, Kværndrup. Tidligere Dommeruddannelsesleder i Badminton Danmark.
Poul Erik Pedersen, Kværndrup. Tidligere Dommeruddannelsesleder i Badminton Danmark.

Bambi på glatis i forsamlingshuset
Der var ingen hal på skolen på det tidspunkt, så vi skulle spille i forsamlingshuset, hvor der stadig var streger fra den gang hvor forsamlingshuset blev brugt til at spille badminton i, og hvor der var dejligt højt til loftet. Nettet blev spændt på tværs i salen i den højde nettet skulle være, og vi var klar til at spille badminton, troede vi.

Dagen før vi skulle spille badminton havde der været danseskole, og de plejede, desværre, altid at bone gulvet således at danserne kunne glide rundt på deres sko når de dansede. Det betød så for os, at indtil det blev slidt af, så lignede vi Bambi på glatis. Det må ha’ været et syn for guder…

Nu spillede vi jo ikke fodbold om vinteren, så min kammerat og jeg syntes det kunne være sjovt at spille badminton om vinteren, og Kværndrup SK&IF havde fået badminton på programmet i 1958.  Da Fyns Badminton Kreds (FBKr.) fyldte 50 år, blev der lavet et jubilæumsskrift, hvori det blev fortalt, at Kværndrup Badmintonklub havde været med til at starte FBKr. i 1935, hvilket jeg ikke var helt enig i, da jeg mente, at klubben var dannet i regi af De Danske Skytte-, Gymnastik- & Idrætsforeninger (DDSG&I) i 1958.

Så jeg satte mig for at undersøge om det nu kunne være rigtigt, og jeg kontaktede lokalhistorisk forening i Kværndrup for at høre om de havde noget materiale. Det havde de, ganske vist meget lidt, men de kunne fortælle at Kværndrup Badmintonklub blev stiftet i 1942 og kunne derfor ikke være medstifter af FBKr. i 1935, så jeg havde ret. Badmintonklubben bestod indtil 1958, hvor klubben blev lagt ind under DDSG&I. Den første formand var forretningsfører i FAF Eigil Jensen, og bestyrelsen havde derudover 4 bestyrelsesmedlemmer. Frem til nedlæggelsen i 1958, bestod bestyrelsen af bl.a. flere fremtrædende erhvervsfolk og gårdejere i og omkring Kværndrup.

”Learning by doing” og kakkelovn i hjørnet
Så min kammerat og jeg blev meldt ind og ganske hurtigt viste det sig, at vi havde flair for at spille badminton, og vi kom på hold sammen. I 1965 kom så den nye gymnastiksal på skolen med én bane, og der var rift om banen allerede fra start. Egentlige trænere havde vi desværre ingen af, for badminton var jo kun en lille del af foreningen, så det var der ingen økonomi til. Så det var ”learning by doing”. Som i enhver gymnastiksal med respekt for sig selv, så var der naturligvis bomme i loftet hen over banen, og når vi spillede med fremmede klubber, blev det pointeret, at hvis man ramte bommene, så var det en om-serv. Hvor har vi mange gange benyttes os af det når vi var trængt på banen, så lige at slå bolden op i bommene.

Det var anderledes når vi spillede på udebane, hvor vi tit og ofte spillede steder med meget lavt til loftet eller sågar med så lidt plads, at kakkelovnen, der stod nede i hjørnet, havde afmærkninger hvor, hvis bolden ramte askeskuffen, så var bolden inde, medens den var ude, hvis den ramte et trin højere oppe. Jeg havde en kammerat der målte 2,08 meter med på holdet, og når han strakte sig for at smashe, kunne der godt ryge lidt af lysarmaturet i salen. Men alt i alt var det en dejlig periode.

Kværndrup blev hurtigt for lille når man havde ambitioner om at blive en god badmintonspiller, og i 1966 fik man en idrætshal bygget i Ringe – 8 km fra Kværndrup. Her begyndte min kammerats far at spille, og vi fulgte hurtigt efter. Det var jo noget helt andet med 6 baner til rådighed, og så fik vi lige pludselig en træner på. I 1966 har jeg været omkring de 14 år, altså det vi dengang kaldte for juniorspiller.

Frem til 1972 turnerede jeg land og rige rundt og deltog i en masse turneringer og så var jeg i mellemtiden avanceret til 1. herresingle på vores klubhold i Ringe Tennis og Badminton Klub med en hel del lokale mesterskaber til følge, både i HS, HD og i særdeleshed i MD, hvor jeg igennem nogle år havde en fast makker i Gitte Kau. Jeg spillede i Ringe frem til 1972, hvor en større klub tiltrak sig opmærksomheden, nemlig OBK eller Odense Badminton Klub, som den jo rettelig hedder.

DM for ynglinge-spillere
I 1970 lykkedes det mig at kvalificere mig til DM for ynglinge, hvor jeg deltog sammen med Anders Andersen, OBK og Birthe Kristensen, Nyborg. Vi spillede i Gentofte Badmintonhal med 7 baner, en opvisningsbane i midten med plads til tilskuere, og 2 x 3 baner bag enderne på opvisningsbanen. Jeg fik den store ære at få lov til at spille min kamp i HS på opvisningsbanen, og jeg mødte sådan en lang og ranglet fyr. I programmet stod at han hed Steen Skovgaard, og han var, desværre, lidt stærkere end undertegnede – på dagen vel at mærke.

Her sluttede vel nok mine ambitioner om at nå langt som spiller indenfor badminton. Forbundet havde nemlig også ændret på datoerne for hvornår man var det ene eller det andet, hvilket bl.a. betød, at Flemming Delfs som den eneste, så vidt jeg ved, har vundet DM for ynglinge 3 år i træk. Når jeg nu ikke kunne nå mere på det spillemæssige plan, så var muligheden jo enten som træner/instruktør eller som badmintondommer, men mere herom senere.

Instruktøruddannelse på Nyborgkurserne
Jeg fortsatte naturligvis min karriere som spiller på et lidt lavere blus og i stedet satsede jeg, i første omgang på at blive instruktør, så jeg deltog i flere kurser på Fyn og blev så god til det, at man indstillede mig til det såkaldte Nyborg-kursus, et kursus badmintonforbundet afholdt hvert år i skolernes sommerferie i Nyborg-hallen. Vi blev indkvarteret på byens døvekollegium, hvor Nyborgs formand Peder Vestergård var leder. Gode forhold, både indkvarteringsmæssigt og spillemæssigt i Nyborg-hallen med 6 baner.

Det var i 1971, hvor jeg deltog på trin 1, hvor man kunne blive uddannet som klubinstruktør og tro det eller lad være, jeg bestod og var pavestolt. Jeg begyndte derfor at træne ungdomsspillerne i OBK sammen med OBK-lederen Per Treldal, og vi havde et fremragende samarbejde i nogle år. Men jeg ville gerne videre, så i 1973 blev jeg tilmeldt trin 2 i Nyborg, hvor man kunne uddannes som kredsinstruktør.

På Nyborg-kurset trin 2 var man så heldig at man fik et medie at arbejde med hele ugen. Forbundet havde simpelthen samlet de 8 bedste danske juniorspillere til at hjælpe os på kurset, så der virkelig var noget at arbejde med. De 8 var Morten F. Hansen (hvem var det?), jo, senere blev han kun kaldt for Morten Frost, Bo Elvers, Bjørn Madsen, Niels Snedstrup, Inge Borgstrøm, Pia Nielsen, Anette Westborg og Jytte Larsen.

Man kunne godt sige, at jeg havde vundet i lotto. Jeg havde nemlig fået Inge Borgstrøm, som på det tidspunkt var Danmarks bedste juniorspiller i single. Hun spillede double sammen med Pia Nielsen, og nogle år senere lykkedes det dem jo at få bronzemedaljer ved VM i Malmø i 1977. Det stillede jo store krav til mig at finde Inge Borgstrøm fejl og få dem rettet, men det lykkedes da heldigvis. I sæsonen 1973-74 fulgte jeg hende og Morten Frost i juniorrækken, hvor de en gang imellem også spillede sammen i mixed double. Som nævnt så bestod jeg, og kunne nu kalde mig kredsinstruktør. Jeg nåede aldrig trin 3, forbundsinstruktør, hvor nåleøjet for at deltage var meget smalt.

Instruktør på Glamsbjerglejrene
Efter min uddannelse som kredsinstruktør fik jeg den fornøjelse af at deltage som instruktør ved de netop startede Glamsbjerglejre, hvor der de første mange år blev afholdt hele 6 stk. i skolernes sommerferie. Lejrene var startet op af Fyns Badminton Kreds med Niels Gade, som selv boede i Glamsbjerg, som primus motor, og hver lejr havde 6 instruktører tilknyttet. Lejrene var inddelt i ungdomsårgange med ca. 40 deltagere på hver.

Lejrene blev afholdt i Glamsbjerghallen og vi var jo så heldige, at lige ved siden af hallen lå Glamsbjerg Friluftsbad med et stort udendørs svømmebassin. Et virkeligt trækplaster for at få kursister til vores sommerlejre! Som nævnt var der 6 instruktører på hvert kursus og undervisningen var sådan tilrettelagt, at halvdelen af kursisterne var i hallen og den anden halvdel havde enten teori eller var ude at løbe i terrænet omkring Glamsbjerg.

Mange af instruktørerne var med på flere af kurserne, så vi fik oparbejdet et fantastisk godt samarbejde og de første mange år var det de samme instruktører. Jeg husker bl.a. Niels Gade fra Glamsbjerg, Kenneth Schødt fra Nyborg, John Hansen fra OBK, Jørgen Hansen, også kaldet Jørgen Brygger fra Ullerslev, og ikke mindst Flemming Terkildsen fra Morud, der senere også blev formand for FBKr. igennem mange år. Desværre mistede vi alt for tidligt Niels Gade og Flemming Terkildsen, ligesom vi desværre senere også har sagt farvel til John Hansen. Alle tre rigtig gode kolleger, som jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med i mange år indenfor fynsk og dansk badminton.

Satsede på dommergerningen
Jeg forsatte som instruktør og træner i nogle år rundt om i klubber på Fyn, men jeg ville gerne lidt tættere på spillerne, så i stedet for instruktør satsede jeg på at blive dommer, for der kan man ikke komme tættere på spillerne uden selv at spille.

Vejen frem som dommer er lidt ligesom vejen frem som instruktør, nemlig først på klubniveau, dernæst på kredsniveau og endeligt på forbundsdommerniveau. Så jeg startede fra bunden som dommer på klubniveau og senere på kredsdommerniveau, og en af mine første læremestre var Richard Heilbo, en institution i Dansk Badminton Forbund. Senere kom så forbundsdommerkurset, hvor man skulle kunne dømme på engelsk, og her havde vi bl.a. Ole Mertz fra Skovshoved, som efter sigende talte mere korrekt engelsk end en englænder.

En af mine første større opgaver som forbundsdommer blev ved den første pengeturnering i Randers, hvor jeg sad på stigen i finalen i herresingle mellem Han Jian fra Kina og Morten Frost, Senere fulgte så VM i Brøndby i 1983, hvor jeg bl.a. fik lov at sidde på den forreste servelinje som linjedommer i herredoublefinalen mellem engelske Martin Dew/Mike Tredgett og danske Jesper Helledie/Steen Fladberg. En herlig kamp med et meget medlevende publikum, som så danskerne vinde VM-titlen på hjemmebane.

Formand for dommeruddannelsesudvalget
I mellemtiden var jeg blevet formand for Fyns Dommerklub, en pendant til Københavns Dommerklub, og omkring 1990 blev jeg formand for DBF’s Dommeruddannelsesudvalg. Et udvalg hvor jeg sad som formand indtil 2012, og hvor jeg bl.a. har haft Jacob Syndberg, Henrik Boas, Jesper Larsen, Erik Kirt, Niels H. Mortensen, Peter Ganes og mange flere igennem forbundsdommerkurset. De sidste mange år var det sammen med Finn B. Nielsen og Peter Ganes, da han stoppede sin aktive karriere. Vi havde et fantastisk samarbejde, men desværre mistede vi begge to for nogle år tilbage.

Finn B. Nielsen og jeg havde i en lang årrække fornøjelsen af at uddanne nye dommere i Grønland, gerne i forbindelse med de Grønlandske Mesterskaber i Påsken. Op til OL i Barcelona i 1992 fik jeg fornøjelsen af at være med til at startede dommerorganisationen i Spanien, bl.a. ved afholdelse af 4 dommerkurser op til OL. Kurserne blev afholdt i begge ender af Spanien og jeg husker specielt et kursus i Cadiz i Sydspanien i juni måned, hvor der var 43 graders varme. Så vi kørte kursus fra kl. 9 - 12 og igen fra kl. 17 – 21, hvorefter vi tog i byen og spiste ved 22-tiden.

I den anden ende af Spanien havde jeg et kursus i begyndelsen af december måned, og i hallen var der minus 3 grader, så jeg stod bag banerne pakket ind i overtøj, hue, halstørklæde og handsker, og når man glædede sig til at komme tilbage på hotellet for at få et bad, så gik der 20-30 minutter inden der kom lidt varme i hanerne. Men alt i alt var det en herlig oplevelse, nå ja, måske lige med undtagelse af dengang jeg bragte en salmonella med mig hjem, og tabte 10 kg på en uge, hvilket Torsten Berg syntes var glimrende, da der jo var noget at ta’ af.

Som forbundsdommer og uddannelsesleder har det bragt mig lidt rundt i Europa, bl.a. var jeg på Island et år lige efter nytår, hvor det var koldt, meget koldt, men så er det jo meget godt at besøge den blå lagune, hvor vandet er dejligt varmt.

Et år hvor jeg var i Schweiz, nærmere bestemt Geneve, hvor vi var kommet om aftenen, stod jeg op om morgenen og kikkede ud ad vinduet, hvor der var et lille bjerg der knejsede mod himlen, nærmere betegnet Mont Blanc.

Siden 2012, hvor jeg trak mig tilbage som ”aktivt” badminton-menneske har jeg nydt min tilværelse som pensionist og underviser nu i slægtsforskning i Ældresagen.

Skriv en kommentar