Spillerprofil Poul-Erik Høyer

Poul-Erik Høyer med OL-guldmedaljen 1996.
Poul-Erik Høyer blev i 2010 optaget i DIF's HALL of FAME.
Preben B. Søborgs ikoniske foto af Poul-Erik Høyer, der i en glædesrus flår sin trøje i stykker efter sejren i semifinalen over Heryanto Arbi.
Preben B. Søborgs ikoniske foto af Poul-Erik Høyer, der i en glædesrus flår sin trøje i stykker efter sejren i semifinalen over Heryanto Arbi.

Poul-Erik Høyer
(20. september 1965)

Klubber:
Helsinge, Gentofte og Lillerød.

Udvalgte titler:
Single: Dansk mester 1984-1985 (amatør).

1989, 1995-1996, 1998 (professionel).
OL-guldvinder 1996 - All England 1995 og 1996.
Europamester 1992, 1994 og 1996.
Danish Open 1988, 1990, 1993-1995 samt 1999.
Dansk mester for hold 8 gange. 4 gange for Gentofte og 4 gange for Lillerød.

Hædersbevisninger:
EBU Præsident Award og indehaver af DBF’s fortjensttegn.

Poul-Erik Høyer var den første danske badmintonspiller der formået at vinde en OL-guldmedalje. Det skete i 1996 i Atlanta, hvor han i finalen besejrede kinesiske Dong Jiong i to tætte sæt. Det er dog formentlig jubelscenerne efter at have vundet semifinalen over indonesiske Heryanto Arbi, hvor han i ren glædesrus rev sin trøje i stykker, der vækker størst genklang hos de fleste.

Poul-Erik Høyer er nu præsident for det Internationale Badminton Forbund (BWF). Han blev i 2014 medlem af den internationale olympiske komité (IOC).

Poul-Erik Høyer vinder SDS Denmark Open i 1988 i Odense.
Poul-Erik Høyer vinder SDS Denmark Open i 1988 i Odense.

Af Per Dabelsteen, Badmintonmuseet.

Poul-Erik Høyer. Navnet vil være velkendt for alle idrætsinteresserede. Udover at være Danmarks mest indflydelsesrige idrætspolitiker på internationalt plan som medlem af IOC, Den Internationale Olympiske Komite´, og præsident for det internationale badmintonforbund, BWF, har Poul-Erik en glorværdig fortid som international elitebadmintonspiller med en OL-guldmedalje i single og to All Englandmesterskaber som de absolutte højdepunkter. Herudover kommer bl.a. en række Europa- og Danmarksmesterskaber.

Poul-Erik Høyer var med i en gylden generation i 1990’erne, der havde den svære opgave at tage over efter koryfæer som Lene Køppen og Morten Frost. Alligevel lykkedes det Poul-Erik sammen med spillere som bl.a. Camilla Martin, Kirsten Larsen, Jon Holst Christensen, Thomas Lund og Thomas Stuer-Lauridsen i den grad at befæste og udbygge Danmarks position i badmintonsportens verdenselite.

Med udgangspunkt i barndommens klub Helsinge — og med specialtræning af Lene Køppen! — tog Poul-Erik sig godt for af retterne både på nationalt og internationalt plan. Fire DM-titler i single, tre EM-titler, seks singletitler i Denmark Open, tre Thomas Cup-turneringer og otte DM for hold for henholdsvis Gentofte og Lillerød er blandt meritterne indtil det hele kulminerede i 1996 med OL-guld i single i Atlanta, hvor den iturevne trøje efter semifinalesejren gik verden over og er blevet et ikonisk idrætsfoto på sejrsglæde. Poul-Erik har da også i det vedhæftede videointerview en særlig historie at fortælle om den iturevne trøje. Det skal også med, at han også hele tre gange fik en bronzemedalje ved VM.

Altså en imponerede karriere, men engagementet i badminton og idræt generelt sluttede som bekendt ikke her. Efter den aktive karriere som spiller kastede Poul-Erik sig over så vidt forskellige ting som direktør for Boldklubben Skjold (fodbold) og direktør for Nordsjællands Håndbold. Med den erfaring blev han af Dansk Badminton Forbund (nu Badminton Danmark) bedt om at involvere sig i Danmarks Idrætsforbund, hvori han sad i bestyrelsen i perioden 2005-2013. I 2007 blev han tillige næstformand i Badminton Danmark, men havde mere blikket rettet mod internationalt lederarbejde, og blev i 2010 valgt til præsident for Badminton Europe. Samtidig havde han dog også tid til at blive indvalgt i Gribskov Byråd for Venstre i perioden 2010-13.

I 2013 kom Poul-Erik Høyer for alvor ind på den internationale scene som leder. Trods asiatisk dominans i verdensforbundet Badminton World Federation (BWF) blev han i 2013 valgt til forbundets præsident. Året efter i 2014 kom så det helt store spring, da han blev indvalgt i Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Poul-Erik Høyer har valgt at trække sig fra IOC her i maj 2022 af helbredsmæssige årsager — det er Parkinsonsygdommen, der er begyndt at snige sig ind på hans krop — men han vil fortsat i en vis grad kunne gøre sin og Danmarks stemme gældende, idet han er blevet tildelt et æresmedlemskab, som indebærer kontor og økonomi samt taleret hos IOC.

Og BWF-arbejdet fortsætter han indtil videre med. Han har i sin tredje periode som præsident mandat frem til 2025 og regner med at kunne fuldføre arbejdet, der ikke mindst er vigtigt i disse tider med sammenblanding af idræt og storpolitik som følge af Ruslands invasion af Ukraine. En modernisering af strukturen i badminton står også højt på dagsordenen på et tidspunkt, hvor nationale forbund og topspillere skal tackle interessekonflikter. Et nyt tællesystem for at fastholde og øge (tv)interessen for badminton har Poul-Erik Høyer også højt på ønskelisten, selv hans forslag til ændring hele to gange er blevet nedstemt. Han har også visioner til, hvordan Danmark kan fastholde sin position i verdenseliten i badminton.

Videointerview: Interviewer Per Dabelsteen. Kamera og setup: Gert Hansen. Badmintonmuseet.

En kommentar til “Spillerprofil Poul-Erik Høyer”

Skriv en kommentar