Poul Petersen, Østerbro Badminton Klub

Som træner havde vi Møller, jeg kan ikke huske, hvad han hed til fornavn. Nogle af mine træningskammerater var brødrene Poul og Gunner Høj, Bjarne Andersen og min kommende makker, Tom Bacher. Jeg begyndte også at deltage i forskellige puslingeturneringer, så jeg lærte snart spillere fra andre klubber at kende.

For at jeg kunne komme til at træne noget mere, tog jeg ofte sporvognen, linje 6 til Trianglen. Her skiftede jeg til linje 2 for at komme til Amager og træne med Jørgen Mortensen fra Amager Badminton Club, ABC. ABC havde en rigtig badmintonhal, et dejligt sted at spille, og jeg husker den lå inde i en gård. I ejendommen, som lå uden om hallen, boede der mange badmintonstjerner, blandt andet Kirsten Thorndahl, 18 gange i finalen ved All England mesterskaberne, hvor hun vandt hele 11 gange. Også Henning Borch, tre gange All Englandsmester i herredouble med Erland Kops. Svend Pri, fire gange All Englandsmester med tre i mixed double og én gang i herresingle. Jørgen Mortensen, dansk og nordisk mester i herresingle. Hertil kom mange andre dygtige spillere fra det, man kaldte “Gården”.

Her startede jeg og “Jørgen Mo” vores venskab som 14-15-årige, og vi holder fortsat sammen. Vi mødes et par gange eller fire om året til lidt god mad sammen med vores koner. I øvrigt også sammen med to andre gamle badmintonvenner, nemlig Per Walsøe fra Gentofte Badminton Klub, GBK, og Bo Kjærgaard fra Charlottenlund Badminton Klub, CBK. Vi fire har holdt sammen lige siden ungdomsårene. Her bliver der talt badminton om gamle dage, og jeg er sikker på, at historierne, som vi hører og fortæller, hen ad vejen både er blevet sjovere, længere og mere spændende. Men pyt, det gør ingenting, vi har det sjovt sammen.

Jeg fik også mange andre venner, bl.a. Bo Kjærgaard fra Charlottenlund Badminton Klub, CBK. Han fik mig til at skifte klub fra ØBK til CBK. Det blev en stor omvæltning for mig, for miljøet var meget anderledes. Når Bo besøgte mig hjemme i Ryparken, skulle vi altid spille bob sammen med min far, og det foregik på spisebordet hjemme i stuen. Superhyggeligt. Jeg blev også inviteret til frokost hjemme hos Bo, der boede i et stort flot hus, endda med en stuepige. Mine forventninger til frokosten var store, når jeg nu var sådant et fint sted. Stor var overraskelsen, da der blev serveret havregryn med cornflakes og mælk.

Da Bo´s far kom hjem fra arbejdet, havde han haft en dårlig dag i firmaet, og han bad mig straks tage hjem. Da jeg kom tidligere hjem en forventet, spurgte min mor, hvad der var sket? Jeg fortalte historien, men i det samme ringede Bo´s mor. Heldigvis kunne hun fortælle, at Poul intet havde gjort forkert.

En anden gang, da Bo´s far var i bedre humør, blev jeg inviteret med op i deres sommerhus ved Gilleleje. Undervejs gjorde vi et stop ved Nøddebo Kirke, hvor vi skulle overvære gudstjenesten. Det kom som et chok for Bo og mig. Her gik der næste to timer af vores kostbare tid. Vi skulle jo nå ud at sejle i Bo´s båd, inden vi samme dag skulle tilbage.

I CBK spillede jeg på Mads-P holdet. Det var jeg meget glad for, for her kunne jeg møde spillere, som var op til 18 år. Det var jo sjovt, når jeg selv var 15 år. Det lærte jeg meget af. Jeg var glad for at spille i CBK, dog var der en episode, som jeg aldrig glemmer. Det var 1. Juledag, og jeg blev ringet op af Lisbeth von Barnekow, klubbens store stjerne, der spurgte om jeg vil komme derud og træne. Midt under træningen, kommer der en voksen, jeg nævner ingen navn, og fortæller os, at vi skal forlade hallen, omgående.

En uge senere modtog jeg et brev fra klubben, hvori der står, at jeg skal forlade klubben. Efter flere møder, hvor også min far deltog, ender det med, at jeg får 3 måneders karantæne. Efter den episode, melder jeg mig ud af klubben og vender tilbage til ØBK.

ØBK var ingen eliteklub, men vi havde alligevel mange dygtige spillere som brødrene Poul og Gunner Høj, Bjarne Andersen og Tom Bacher. Vi fik spillet os op i 1. division, og her begyndte så småt mit makkerskab med Tom. Dog kom makkerskabet på standby i et par år. Tom havde fået et godt job hos ØK som regnskabschef, og jeg blev indkaldt som soldat efter min læretid som værktøjsmager.

Da Tom kom tilbage, og jeg var færdig som soldat, havde jeg taget 15 kg på. Tom mente, jeg skulle på slankekur. Jeg gik straks i gang med en æggekur, som varede næsten et år, dog med et par gulerødder ind i mellem. Kuren lykkedes. Tom og jeg trænede hver dag, og hurtigt var vi blandt de fire bedste par herhjemme.

I ferietiden, hvor hallerne var lukket, kom jeg som feriedreng til Langeland i hele skolernes sommerferie, syv uger. Her kørte jeg byærinder og plukkede bær, for at hjælpe til på kroen. Der var også noget andet, der trak, nemlig datteren på kroen, Eva. Det udviklede sig til, at vi blev kærester, og senere flyttede Eva med til København. Vi blev gift, bosatte os i Roskilde og fik to drenge, Jack og Danni.

Tom og jeg kunne ikke leve af at spille badminton. Tom fik job udenfor ØK, og uden jeg vidste af det, havde Eva skrevet en ansøgning for mig hos Rex Rotary. Her blev jeg ansat som kørende tekniker – 1000 tak Eva!

Tom kendte mange mennesker, bl.a. i Holland. Mange år i træk arrangerede han ture til Holland, hvor vi kunne tage piger og koner med. Tom var regnskabsmand, snakkede godt for turene, og alle havde råd til at tage med. Jeg havde stort kørekort, så jeg var chauffør på den 14-mands store bus, som vi havde lejet.

Når vi kørte over grænsen, blev der tanket godt op til Europa Baren, som var bag i bussen. Efter et ophold i Hamborg og en rundvisning på Reeperbahn fortsatte turen videre til Holland. For resten vandt vi turneringen.

I 1968 modtog jeg Gentleman Pokalen, en meget sjælden pris som Dommerklubben uddelte for god opførsel på banen. Ja, det er rigtigt nok.

Året 1970 blev et fantastisk og minderigt år for mig. Sammen med min klubkammerat Tom Bacher lykkedes det for os at vinde All England Mesterskabet, endda som useedet. I semifinalen slog vi det engelske par Sharp/Whetnall, som forinden havde slået Erland Kops/Henning Borch, som havde vundet All England i 1967, 1968 og 1969. I finalen gik ud over det stærke engelske par David Eddy/Robert Powel.

Desværre fik vi først Pokalen og All England-medaljen til banketten om aftenen. Årsagen var, at der var uroligheder mellem Sydafrika og England, og at der blev smidt ting ind på banen.

Der var stor modtagelse i Kastrup, hvor vi blev hyldet med blomster og flag. TV var også mødt op for at få interviews. Foruden Tom og mig, havde Pernille Kaagaard og Per Walsøe også vundet mixed doublen, og Svend Pri havde været i finalen, men tabte.

Senere på aftenen var der stor fest i ØBK for Tom og jeg, hvor familie, venner og andre badmintonkammerater var mødt op. Jo, der var gang i den! Senere på året blev Tom og jeg valgt til at være med i Årets Tolver for Ekstra Bladet – og endelig blev vi udtaget til Thomas Cup finalerne i Malaysia, som jeg i øvrigt har deltaget i tre gange.

I 1971 var jeg med Tom Bacher, Klaus Kaagaard og Elo Hansen på en landskampsturne i Canada i 6 uger. Jeg kunne ikke få strøm på min barbermaskine, så derfor måtte jeg finde en elektronikforretning, hvor jeg kunne få en adapter, så jeg igen kunne barbere mig. Forretningen solgte også frankeringsmaskiner, som jeg var vant til at reparere. De havde problemer med en af disse maskiner, og derfor tilbød jeg min hjælp.

Jeg løste opgaven, og de ville betale mig, men jeg afslog. Til gengæld kunne de få fat på en fotograf og tage et billede af mig i min røde landskampsjakke ved maskinen, som jeg havde klargjort og sende billedet til mit firma i Danmark. Det skete. Efter den tid havde jeg aldrig problemer med at få fri, når jeg skulle til badminton.

På min tur rundt i Canada, stoppede vi ved en indianerlejr. I en tipi købte jeg en tomahawk af en indianer, som han selv havde lavet. Skindet var så nyt og frisk, at det lugtede langt væk. Da jeg kom hjem, måtte jeg lægge tomahawken ud på vores altan, hvor den lå i flere måneder, indtil lugten var forsvundet, og jeg derefter kunne hænge den op i vores hjem.

Ved den officielle landskamp i Edmonton, var der sat plakater op med vores navne. Den ser en af mine gamle skolekammerater, og han var nysgerrig efter, om det var mig. Han kunne godt huske, jeg spillede badminton og mødte op i hallen, hvor landskampen skulle spilles. Efter kampen var vi sammen i nogle timer, hvor vi havde det hyggeligt. Det var en god oplevelse for os begge at mødes, så langt hjemmefra.

Når jeg var ude at rejse med landsholdet, fik vi ikke tabt arbejdsfortjeneste, så det var svært at få økonomien til at hænge sammen. Jeg var nok væk 3-4 måneder om året. Heldigvis havde min hustru Eva et godt arbejde og min far, som var slagter i Kødbyen, kom med en kødpakke en gang om ugen. Det hjalp.

I 1972 skiltes Tom og jeg som doublemakkere, og jeg blev fast makker med Svend Pri. Det gav mig mange ture. Sammen med de bedste kinesiske spillere, rejste vi seks uger rundt i Østen, bl.a. Bangkok, Hong Kong, Jakarta, Kuala Lumpur og Singapore, hvor vi spillede uofficielle landskampe mod kinesere og spillere fra de lande vi besøgte. Jeg tror faktisk, at vi ikke vandt et eneste sæt mod Kina. Vi boede på flotte hoteller, medens vores kinesiske venner altid boede på deres ambassader. På det tidspunkt var Kina ikke medlem af Det Internationale Badminton Forbund, så landskampene talte ikke med i statistikken over officielle landskampe. Dog tror jeg, at jeg nåede op på i alt 23 landskampe. Vores hold på denne østentur bestod af Svend Pri, Lene Køppen, Ulla Strand, Elo Hansen og jeg selv.

Det år var Svend Pri og jeg også på Europaholdet som 1. herredouble. Det foregik i Edinburgh i Skotland. Jeg spillede sammen med Svend Pri i tre år, og vi vandt DM i herredouble sammen i 1973 og 1974. Året forinden i 1972 vandt Per Walsøe og jeg DM.

Badmintonsporten var inde i en rivende udvikling og mange haller blev bygget. Forbundet havde ingen mulighed for at betale for at få en ekstra spiller med til østen for at deltage i Thomas Cup finalerne.  Erland Kops, der var primus motor og en gigant i dansk badminton, ville det dog anderledes. Han samlede et hold af topspillere, og vi rejste landet tyndt for at spille opvisningskampe. I alle de nye haller, som blev indviet, blev der samlet penge ind, så det lykkedes faktisk for os at få penge nok til denne ekstra spiller. Det blev Jørgen Mortensen. Uden Erland var det aldrig lykkedes. Godt gået, Erland!

I slutningen af min karriere blev jeg medlem af Hvidovre Badminton Club, HBC. Her lykkedes det for klubben og mig at være med til at vinde Danmarksmesterskabet, inden jeg sluttede med at spille badminton på topniveau og derfor også på landsholdet.

Jeg kunne selvfølgelig ikke slippe badmintonsporten, som har fyldt alt i min tilværelse, så derfor hjalp jeg til i Brøndbyhallen med landsholdstræningen.

Efter mit karrierestop, blev jeg kontaktet af Steen Fladbergs far Svend, som spurgte, om jeg ville være spillende træner for Køge Badminton Klub. Køge havde mange store talenter, bl.a. Pia Nielsen, Inge Borgstrøm, Steen Fladberg og mange andre, og på nogle få år fik vi spillet holdet op fra Danmarksserien til 1. division. Min hustru Eva og vores 2 drenge var med hver gang jeg kørte til træning i Køge fra vores hjem i Gevninge. I Køge blev drengene underholdt af Steens mor.

Steens far Svend, en meget frisk og sej mand spurgte, om vi ikke skulle lave noget andet end badminton, så han foreslog, vi skulle cykle Sjælland Rundt, som starter hvert år på Torvet i Køge, en tur på 335 km.

Vi var mange som startede, men efterhånden som vi kunne mærke de mange kilometer i benene samtidig med at vi frøs, faldt mange fra. Steen havde problemer med de nedre dele, men min hustru Eva havde skaffet noget skumgummi, som løste skaden. Det blev en hård tur, men Svend og jeg kom i mål tre timer før Steen, og det var jo dejligt.

Jeg brugte stadig meget tid på badminton og måske også for meget, i hvert fald syntes en af vores drenge Jack det. En dag, jeg var væk, tog han alle mine ketsjere og gemte dem. Så holdt jeg op som træner og fik en ugentlig bane i HBC sammen med mine gamle badmintonvenner Bo Kjærgaard, Per Walsøe og Jørgen Mortensen, MO. Da vi blev oldboys, spillede Jørgen og jeg double sammen, og vi vandt DM 3 gange.

Da jeg gik på efterløn, flyttede vi til Langeland hvor min hustru Eva kommer fra. Her trænede jeg Langelands bedste ungdom, hvilket var dejligt for stadigt at have en ketsjer i hånden.

At spille badminton, har givet mig mange gode og spændende oplevelser. Rejser rundt i hele verden, og fået nogle gode venner for livet som jeg stadig mødes med. En gang om året mødes vi ved Knud Aage Nielsens Stjernetræf i SIF Skovshoveds Restaurant. Her samler han mange af datidens og nutidens stjerner til en snak om gamle dage. En dag, som jeg altid ser frem til og glæder mig til.

Jeg følger stadig med i badminton, bl.a. er Eva og jeg blevet inviteret med til VM i Royal Arena i august måned i år 2023. Det ser vi frem til med stor glæde.

Sportsånden fra mig er gået videre til vores to drenge Jack og Danni, som fra 9-årige begge har kørt cykelløb. De har begge været danske mestre i cykling, og nu drager de rundt i verden og er tilknyttet hver deres cykelhold. Jack har også været til OL som cykelmekaniker, og Danni er chef for et talent-cykelhold".

———

Efterskrift af Gert Hansen, Badmintonmuseet:

”På vegne af Badmintonmuseet vil jeg gerne sige 1000 tak til dig, Eva, for at skrive nogle af alle Pouls historier ned, og for at ruske op i alle de grå hjerneceller og gøre denne historie mulig. Tak til Eva og Poul for jeres gæstfrihed og for at svare på alle mine telefonbeskeder og telefonopkald. For uden jer – ingen historie. 1000 TAK!”