Af Anders Kaas, Badmintonmuseet og Hvidovre Badminton Club.
Aktivist Tröbitz - venskabsklub med Hvidovre Badminton Club (HBC)
I slutningen af 50'erne i det 20. århundrede blev der grundlagt adskillige badmintonklubber i DDR (Deutsche Demokratische Republik).
Den daværende fabrikschef for brunkulsminen i Tröbitz, Heinz Fritzsche, så også en badmintonkonkurrence for første gang på det tidspunkt med Doberlug-pionererne inden for sporten i det østlige Tyskland. Uger senere blev en tom maskinhal i brunkulsminen med ribbevæg, måtter og ringe til en sportshal. Heinz Fritzsche havde tegnet en badmintonbane på gulvet af entusiasme.
I 1960 vandt badmintonklubben Aktivist Tröbitz titlen som "Første tyske holdmester", som naturligvis kun var relateret til DDR. Gottfried "Friedel" Seemann blev den første individuelle mester i herresingle. Den første individuelle titel for hele republikken blev vundet af Christa Pietruschka. Hun vandt den bedste klassifikation blandt eleverne i sommeren 1959. Fra 1962 til 1970 vandt Tröbitz-parret holdmesterskabet. I 1964 vandt Aktivist Tröbitz alle tolv titler i ungdoms- og voksensektoren i Nedre Lausitz. Der skulle søges nye modstandere, og de blev fundet i udlandet. Fra da lykkedes det også foreningen at tilegne sig international opmærksomhed.
Badminton var en ikke-olympisk disciplin og derfor ikke en del af de sportspolitiske og politiske beslutninger taget af staten. For klubben begyndte vanskelige år, også grundet mindre økonomisk sponsortilslutning.
Siden Berlinmurens fald har udviklingen af unge talenter bidraget til klubbens stigende succes. U15-holdet vandt sølvmedaljer ved det nordtyske holdmesterskab i Elsterwerda i marts 2000.
Venskabet med spillere fra Danmark startede i begyndelsen 1960’erne, hvor badmintontræneren Emil Rasmussen fra HBC (”Miller”) tidligere havde været på besøg med spillere som Erland Kops, Knud Aage Nielsen, Kirsten Dahl (Kjærbye) og Ulla Rasmussen (Strand) m.fl. Her spillede man opvisningskampe, da østtyskerne i denne lille by var meget interesserede.
I midten af 60’erne indledte HBC et samarbejde med den østtyske klub, og Aktivist Tröbitz blev HBC’s venskabsklub gennem mange år frem. Det betød, at HBC sendte et ungdomshold afsted til Tröbitz hvert år ved sæsonens start i august/september måned. Desværre kunne Aktivist Tröbitz ikke sende noget hold til Danmark/Hvidovre, da man på det tidspunkt ikke måtte rejse ud af DDR.
I starten af halvfjerdserne blev jeg bedt om at tage med som leder sammen med Emil Rasmussen, som stadig stod for kontakten til Tröbitz. Jeg var så heldig at være med de næste fire år, bl.a. sammen med flere af de senere gode HBC-spillere (Helle Guldborg, Jesper Helledie m.fl.)
Østtyskerne glædede sig helt vildt hvert år til vores besøg, og vi blev behandlet om ”stjerner” overalt, hvor vi kom. Inden vi rejste til DDR, måtte vi ud at ”proviantere”. Det betød, at der blev indkøbt nylonstrømper, plastikkuglepenne og mange andre effekter, som var umulige at købe i Østtyskland den gang. Som badmintonspillere var østtyskerne slet ikke dårlige, men udstyret var ringe. Der var mange HBC’ere, som vendte hjem uden ketsjere, badmintonsko etc.
Tröbitz er en ganske lille by med mindre end 1000 indbyggere (685 indbyggere i 2018). Byen var dengang bygget op omkring en virksomhed, som i første omgang var baseret på tørveudgravning og lignende. Senere i midten af 60’erne blev der bygget en fabrik som producerede landbrugsredskaber.
Jeg husker en rundvisning, vi fik på fabrikken. Her blev vi overrasket. Vi var bl.a. inde og se en afdeling, hvor store tromler til at klippe på markerne blev malet. Det foregik i en hal, hvor der var ophængt kæder i loftet. Her kom tromlerne ind, når de var blevet malet, hængende i kæderne. Kæderne var vel 20-25 meter lange. Når de nåede ned i den anden ende, stod der en medarbejder og tog tromlen ned og satte den op på en anden kæde, som gik ind i et andet rum (måske tørring). Det skal nævnes, at tiden mellem tromlen kom ind i rummet, og til den blev taget ned, nok var omkring et til to minutter. Så medarbejderen blev ikke overbelastet. Til gengæld havde man ingen arbejdsløshed i byen!!
Ud over ansatte på fabrikken var indbyggerne slagteren, barberen og lignende små erhvervsdrivende. Men fælles for dem alle var, at badmintonklubben var samlingspunktet.
Man spillede nærmest i en gymnastiksal, men højden i rummet var noget højere end det, vi ellers forbinder med gymnastiksale. På første sal var den balkon, som gik hele salen rundt.
Her spillede vi ”turnering/holdkamp” med spillerne fra Aktivist Tröbitz. De fleste gange var der også besøg fra nabobyen Greifswald, som også havde nogle dygtige spillere bl.a. brødrene Michalowski.
I starten af halvfjerdserne var byen politisk opdelt. Der var dem, som var tilhængere af ”systemet”, og som havde gode stillinger på fabrikken. Og så var der de øvrige, som havde en anden indstilling til den politiske opbygning. Mærkeligt nok var det den sidste gruppe, som knyttede sig mest til os, og som vi blev meget fortrolige med. Desværre var der synlige spændinger mellem de to grupper.
Vi fik at vide og vist, at oppe på den før omtalte balkon, gik der vigtige medlemmer af ”partiet” rundt, for at holde øje med os og de lokale spillere. Og når vi var på privat besøg hos vores venner, hvilket skete hver dag, blev vinduerne lukket, så ingen udenfor kunne høre, hvad vi talte om. Der blev ikke lagt fingre imellem med kritikken af ”dem fra partiet”.
Aktivist Tröbitz havde bl.a. en spiller som hed Joachim Schimpke. Han var en af de bedste spillere fra Østtyskland, og vi blev hurtigt gode venner. Jeg har senere være på privatbesøg hos Schimpke sammen med bl.a. Jesper Helledie og to andre HBC’ere. Vi kørte i min folkevognsboble, og kunne lige være fire personer med oppakning på skødet.
Når man skulle til Østtyskland i slutningen af halvfjerdserne, skulle man inden besøget angive formål og angive hvilken rute, man havde tænkt sig at køre. Vi havde angivet, at vi skulle på en turisttur i fire dage, og at vi ville køre til bl.a. Dresden. Hvis vi havde angivet, at vi skulle besøge Joachim Schimpke, ville det medføre en masse bøvl for både ham og for os. Schimpke skulle så meddele partiet, at han havde fået besøg af os.
Det viste sig så, at dér havde vi forregnet os. Joachim Schimpke aflagde besøg hos partiet som planlagt, men de afhørte ham i 12 timer i træk med spørgsmål om, hvem vi egentlig var, og hvad vi skulle i Tröbitz. Det var som taget ud af en dilettantisk spionfilm.
Vi HBC’ere havde gennem mange år nogle dejlige dage i Tröbitz sammen med flere af vores gode venner og bekendte fra tidligere besøg. Der gik endnu nogle år, hvor østtyskerne ikke måtte rejse ud, og hvor vi ikke så dem i internationale turneringer. Det lykkedes dog på et tidspunkt.
Som leder i HBC, var jeg med nogle af vores bedste spillere i Borås, Sverige. Bl.a. Jørgen Mortensen (Mo). Mo måtte i øvrigt scratche, da han dagen før på arbejde havde fået problemer med det ene øje. Det betød, at jeg spadserede med Jørgen til det nærmeste hospital for at få behandlet skaden. Det var først her vi konstaterede, at Mo havde fået en jernsplint i øjet!
Men her i Borås var flere af de bedste østtyskere med. Monika Cassens (f. Thiere) fra Tröbitz spillede i øvrigt lige op med svenske Eva Twedberg, men tabte kampen knebent. Monika har nok været den eneste spiller fra DDR som havde verdensklasse.
Lederne fra Østtyskland var samtidig sikkerhedsfolk, fik vi at vide. Det så jeg senere ved et tilfælde, da en af lederne løftede en flig af sin jakke, og inden for var der placeret en pistol i pistolhylster.
Vi talte om, at nogle af spillerne måske ville ”hoppe af”. Men der var ikke store muligheder for at tale med vores østtyske venner om det, da de såkaldte ledere hele tiden vimsede omkring os. Samtidig vidste vi også, at f.eks. Monika Cassens ikke havde en chance, da det så ville gå ud over hendes familie, og det ville hun ikke udsætte den for!
Joachim Schimpke spillede badminton indtil for få år siden (nu 81 år), men Monika Cassens indstillede sin karriere kort tid efter vores besøg i Borås. Monika Cassens havde fået besked på, at hun minimum skulle i finalen i damesingle, ellers ville hun ikke få udrejse til andre turneringer i vesten! Siden den dag, hvor hun fik den besked, stoppede hun og ville fremtidigt ikke have noget som helst med badminton at gøre.
Monika Cassens er dog senere blevet indstillet til at blive den første badmintonspiller i det tyske ”Hall of Fame”.
Aktivist Tröbitz er stadig en meget aktiv badmintonklub, men i dag er klubben blot en af mange klubber i det forenede Tyskland.
