Finn Kobberø – Danmarks bedste badmintonspiller?

Og skal historien om dansk badmintons fremmeste stjerner skrives, er Finn Kobberø ikke til at komme udenom. Han tog syv titler i herredouble i All England og otte i mixdouble, og det var endda med fire forskellige makkere. Flest i HD med Jørgen Hammergaard Hansen og i mix med Ulla Strand og Kirsten Thorndahl. Yderligere var han tre gange i finalen i single i All England, men tabte bl.a. de to af gangene til en anden legende, Erland Kops. I doublerækkerne var han desuden fem gange den tabende finalist. 22 danske DM-titler kan også lige nævnes, fire i herresingle, ni i herredouble og ni i mixdouble. Som alle andre elitespillere fra den tid havde Kobberø ingen mulighed for at vinde OL-medaljer. Badmintonsporten kom først på det olympiske program i 1992 i Barcelona.

Finn Kobberø var fra Københavns Badminton Klub (KBK) på Østerbro i København. Datidens hal og klub i Randersgade (den er nu flyttet til Krausesvej lige i nærheden, efter at den oprindelige hal nedbrændte), udklækkede en række af datidens store stjerner. Han trivedes i et miljø, hvor også det sociale liv ved stambordet oppe i kantinen på første sal med udsigt over banerne betød næsten lige så meget som spillet nede på banerne. Rivalen Erland Kops trivedes også med det sociale i KBK, men for ham var hovedvægten af energien lagt på banerne. Finn Kobberø tog den del mere let, og havde måske også noget nemmere ved alligevel at være dominerende på banen. Nogen træningsnarkoman blev han aldrig, og havde et smørret grin på, når Erland Kops gik på banen med blyvest om maven for at øge træningsintensiteten. Finn Kobberø havde et mere medfødt talent.

Han bevægede sig rundt på banen med en lethed og elegance og havde en formidabel evne til at forudse, hvor og hvordan modstanderne ville placere fjerbolden. Anticipering kaldes det vist og med et moderne udtryk var forbanen hans domæne i en herredouble. Makkeren Jørgen Hammergaard Hansen banede ofte vejen til et point med solide grundslag og et hvinende smash, mens Kobberø stille og roligt placerede bolden i ubehagelige positioner for modstanderne, og man skulle ikke sende et smash mod Kobberø! Det blev sendt tilbage til modstanderne i overraskende vinkler. I mixdouble var det finurlige slag med finter og maskeringer, der gjorde modstanderne møre. Og så var der singlen! Den blev jo som nævnt aldrig det helt store internationalt. Ikke fordi han savnede slag eller taktik, men simpelt hen fordi han aldrig rigtig gad træne sig op til at kunne løbe om kap med de fysisk bedste i kategorien. Og så var jo også det i dag uhørte, at han deltog i hele tre kategorier i turneringerne – herredouble, mixdouble og single, og derfor måtte spille et hav af kampe. Ved Danmarksmesterskaberne i 1960, der blev spillet i Odense Badminton Klub’s hal i Godthåbsgade, vandt Finn Kobberø således DM-titlen i alle tre rækker.

Træning var i det hele taget ikke en disciplin, han gik op i. Jeg kan huske flere danske mesterskaber, hvor Kobberø erklærede, at han ikke rigtig havde trænet forud, men satsede på at spille sig i form. Og det gjorde han så ofte med succes, i hvert fald i doublerækkerne. Jeg husker endog et DM i Gentofte Badminton Klub. Her blev DM spillet i en lang årrække, fordi der som et af de få steder var en opvisningsbane, som faktisk eksisterer den dag i dag. Kobberø havde vundet semifinalen i mix og lige skulle op på 1. sal og havde lidt væske før finalen. Jeg sad ved samme bord og kan bekræfte, at han fik rigeligt med væske og hygge, alligevel kunne han en halv time efter returnere ned på banen og suverænt vinde finalen med makkeren Ulla Strand …

Thomas Cup-turneringerne var et andet felt, som Finn Kobberø sammen med makkeren Jørgen Hammergaard Hansen boltrede sig i. Det blev til fem TC-turneringer, hvoraf holdet nåede finalen to gange. Desværre uden at vinde. Det skete først i vor tid, i 2016, hvor det danske Thomas Cup-hold som det første europæiske hold vandt turneringen.

I 1964 var holdet også tæt på. Det blev et finalenederlag på 4-5 mod Indonesien, hvor Kobberø sammen med Hammergaard brillerede med at gå ubesejret gennem hele turneringen. Det må siges at være noget af en præstation. Ikke mindst i finalen, hvor usportslige indonesiske tilskuere med blitzende kameraer, farverige flag og out-tilråb under duellerne gjorde alt for at chikanere de danske spillere — og desværre med held. Men Kobberø var en fantastisk holdspiller. Han vandt 55 af sine i alt 64 Thomas Cup-matcher og spillede 42 landskampe. Med til historien om Thomas Cup-turneringen i 1964 hører også, at Finn Kobberø kun med nød og næppe blev udtaget til holdet. Spilleudvalget i badmintonforbundet mente simpelt ikke, at han var i tilstrækkelig form. Og det var han heller ikke, men de øvrige topspillere — Erland Kops, Henning Borch, Jørgen Hammergaard, Knud-Aage Nielsen og Poul-Erik Nielsen gik i forbøn for ham, og så kom han med og fik spillet sig i form undervejs!

Vi er desværre blevet færre tilbage i dag, der nåede at opleve Kobberøs geniale spil “live” på banerne. Som det fremgår tidligere i portrættet, nåede jeg heldigvis selv at se ham på badmintonbanen, men jeg vil også gerne give ordet til et par andre veteraner, der kan berette om deres oplevelse af denne fordums verdensstjerne.

Ole Jacobsen, formand for Badmintonmuseet.dk:
- Min første oplevelse af Finn Kobberø var via tv. Kommentatoren Gunnar Nu Hansen havde en særlig respektfuld glød i stemmen, når han fortalte om Kobberø, og jeg forstod hvorfor, da jeg selv senere så Kobberø spille i f.eks. OBK i Odense. Det var tæt på kunst, det han lavede. Det var teknik på en helt ny måde. Et kuglehåndled, som stod for en helt ny slagteknik. Senere var jeg med til at lave badmintontræningsfilm, hvor vi med slowmotion nærmere kunne studere og vise hans helt eminente teknik, siger Ole Jacobsen.

Lars Jørgen Andersen, tidl. dommer, badmintonleder og medlem af Badmintonmuseet:
- Lad mig bare indlede med at sige, at vi med Finn Kobberø har den mest komplette badmintonspiller nogensinde. Det gælder for hans samtid og det gælder for nutiden. Taktisk dygtig, et fantastisk boldøje og en enestående slagteknik. Og hvordan gik det så til, at han blev så eminent? Et medfødt talent selvfølgelig, men hemmeligheden bag den utrolige boldføling er nok også, at han som dreng hjemme i lejligheden på Østerbro i København i timevis stod og slog fjerbolde op ad en skråvæg. Bolden fik ofte en mærkværdig returvinkel, idet korken kom skævt ned fra væggen, og på den måde lærte den unge Kobberø at ramme bolden under vanskelige vinkler. Det var moren Inger, der vakte hans interesse for badminton. Hun var selv aktiv i KBK som spiller og leder. Finn var lige som legenden Knud Lundberg lidt af et multitalent og kunne have drevet det vidt i tennis, bordtennis eller basketball. Han skulle bare have en ketsjer eller bold i hånden. Hans svaghed var, at han var luddoven, hvad angår træning. Kom der lidt for meget fysisk modgang, tabte han hurtigt koncentrationen. Derfor blev singlen aldrig hans store kategori, fortæller Lars Jørgen Andersen.

Torsten Berg, tidl. Badminton Europe-præsident og BWF-leder, medlem af Badmintonmuseet:
- Jeg husker en turnering i GBK, hvor jeg tilfældigt stod ved siden af Kobberø og ville varme op, som jeg havde lært. Finn grinede og sagde “det gør du bare, men ved du hvad, jeg sætter mig på varmeapparatet…”. Sådan var Kobberø, godt humør og muntre bemærkninger. Han var det ultimative talent, havde et blik for spillet som ingen anden, kunne læse modstanderne og havde i forhold til datidens udstyr en slagteknik, som få andre kunne mestre. Og så havde han ikke mindst en evne til at vælge både mandlige og kvindelige makkere, der gad lave noget på banen — lave det hårde arbejde. Han havde dog også et par svagheder. Udholdenhed på en bane var ikke ham, og kom han for langt bagud — det skete dog sjældent — men skete det, tabte kan koncentrationen. Han var ingen fighter, husker Torsten Berg.

Knud-Aage (Grønært) Nielsen, All Englandmester og landsholdsspiller:
- Der kommer aldrig igen en spiller som Finn Kobberø. Han var unik. Han revolutionerede badminton med teknik og anticipering af spillet, og hans elegance på en bane kan sammenlignes med den, vi har set hos tennisspilleren Roger Federer. Tag f.eks. baghåndsslaget. Her hører vi ofte med rette om Flemming Delfs` fantastiske slag. Skal jeg beskrive Finn Kobberøs baghåndsslag, så var det i samme høje niveau, men med den tilføjelse, at man som modstander havde mere end svært ved at se, hvor han ville slå hen. Han kunne maskere slaget til alle hjørner af banen. Vi skal også her tænke på, at ketsjerne dengang var meget tungere end nutidens lette ketsjere. Der blev løftet mange flere ton end i dag i løbet af en kamp. Kobberøs svaghed var, at han ikke rigtig gad træne. Det gik ud over singlen. Kom bolden for mange gange tilbage, tabte han interessen, beretter Knud-Aage Nielsen, der ærligt husker, at han bl.a. på den måde vandt DM i single over Kobberø i 1959.

Knud-Aage Nielsen var singlespecialist. Derfor blev det kun til enkelte gange, hvor han var makker med Finn Kobberø i en herredouble. En af dem var under en landsholdstur til Sydafrika, hvor Knud-Aage Nielsen også oplevede den side af Kobberø, der handlede om fest og farver. Forud for kampen besluttede Kobberø, at han ville lave lidt sjov med publikum. Han tog nærmest et klovnekostume på - alt for store bukser med seler og en hat med blomster i - og til stor moro for de flere tusinde tilskuere viste han under opvarmningen alle mulige kunstslag - bagom ryggen, mellem benene osv.
- Hallen kogte af begejstring og selve kampen? Ja, da var Kobberø seriøs nok. Jeg skulle bare serve og modtage serven. Finn klarede resten fra bagbanen, husker Knud-Aage.

Finn Kobberøs aktive karriere stoppede i 1966. Nogle år forinden uddannede han sig som journalist i en erkendelse af, at badminton stadig var for de glade amatører, forstået på den måde, at ingen dengang i hvert fald i Danmark og Europa kunne leve af badminton. Professionelle tilstande var ikke på vej. Efter job på Politiken, B.T. og Ritzaus Bureau kom han i 1964 til Danmarks Radio, hvor han på tv meget naturligt blev tilknyttet sporten. Han havde en god mikrofonstemme og blev i en årrække en populær tv-kommentator til ikke mindst badmintontransmissioner, men også andre idrætsgrene.

Hans ekspertise på området var stor og han formåede på en stille og rolig måde at videreformidle sin viden til seerne. Senere trak han sig mere tilbage fra skærmen og blev tv-producer. Han blev pensioneret i 1995, døde i 2009, 72 år gammel, men har levet videre i bevidstheden hos mange badmintonentusiaster, og så sent som i fjor blev han af Danmarks Idrætsforbund sammen med 125 andre idrætsfolk, herunder også Viktor Axelsen, nomineret til kåringen som det største danske idrætsnavn siden DIF’s grundlæggelse i 1896. Han vandt dog ikke. Det gjorde Axelsen heller ikke, men måske ikke så overraskende blev det fodboldspilleren Michael Laudrup, der vandt den eftertragtede titel. Og det havde Finn Kobberø sikkert respekteret, for en fællesnævner for de to er en teknik og en boldforståelse af en anden verden.