Jørgen Mortensen – badmintonlegende fra Badminton Gården og ABC

Af GERT HANSEN: Introduktion, videointerview og kamera.

Jørgen Mortensen er en af de fire store legender som kommer fra Amager Badminton Club (ABC), hvor han er opvokset i Badminton Gården hvor ABC-hallen ligger. Hallen ligger omkranset af flere store ejendomme, og mange af Gårdens børn havde daglig deres gang i klubben. Udover Jørgen Mortensen, var der Kirsten Thorndahl der vandt 11 All England mesterskaber, Henning Borch (kaldet Pytte) der vandt 3 All England mesterskaber og Svend Pri (kaldet Syd) med 4 All England mesterskaber og så Jørgen Mortensen, der som barn blev kaldt Kok af børnene fra Gården, senere blot kaldet Mo. Disse 4 badmintonstjerner har ét tilfælles, at de alle har boet og vokset op i Badminton Gården og spillet i ABC.

Interessen for badminton blev hurtigt vakt, da Jørgen kun boede nogle få meter fra ABC-hallen. Også hans fætter Ove Ejlersen, der var en dygtig landsholdsspiller, fik Jørgen til at vælge badminton, da Ove forærede Jørgen sin gamle badmintonkuffert med diverse indhold, inkl. en ketsjer.

Jørgen Mo blev både dansk mester og nordisk mester i herresingle, bl.a. ved at slå sin evige rival og klubkammerat Svend Pri, og vandt yderligere flere hjemlige turneringer og internationale titler. I karrierens efterår som veteranspiller, vandt Jørgen Mo OL-guld i herresingle i Montreal i Canada, hvor han i finalen besejrede en spiller fra Kina.

Jørgen Mo har siden sin opvækst i Badminton Gården arbejdet meget med badminton, og efter at den aktive karriere sluttede, blev han landstræner for Danmark og arbejdede senere i flere år som lærer på Gentofte Gymnasium, med badminton på skemaet.

Badmintonmuseet besøgte Jørgen Mo i april 2022, og før mødet var Jørgen en tur i kælderen, hvor mange af hans præmier, scrapbøger og andet har været gemt i mange år. Det blev til en fantastisk snak om ABC, Badminton Gården og opvæksten der, sejrene og badminton rejserne med landsholdet, kammeratskabet og en enestående fortælling om et liv med badminton.

1000 tak til Mo!

Skriv en kommentar