René Toft – sønderjyde og badmintonformand med mange kasketter

Interview: Lars Jørgen Andersen, Badmintonmuseet. Kamera og lyd: Søren Langhorn, Badmintonmuseet. Idé og arrangør: Gert Frode Hansen, Badmintonmuseet.

Der er næsten ikke den tillidspost, dette interview-portræts hovedperson ikke har haft, og på spiller- og trænerplan var han med til for alvor at sætte Sønderjylland på landkortet.

På træner- og instruktørplan har René Toft virket på alle niveauer. På lederplan har han båret adskillige formandskasketter på såvel lokalt- som landsplan. Den fornemste af slagsen var formandskasketten i Badminton Danmark, som han bar i syv år, fra 2013 og frem til 2020.

– Samlet set har jeg været i badmintonverdenen siden 1964, og jeg synes ikke, at jeg har mere til gode. Jeg har haft utrolig mange positive oplevelser med rigtig mange positive mennesker, men alting har en ende, og jeg vil hellere gå tre år for tidligt end et minut for sent. Jeg gik til valg i 2013 på en mission, som jeg nu synes er lykkedes, og derfor giver jeg nu stafetten videre, sagde René Toft, da han i 2020 takkede af som badminton-formand.

I René Tofts periode som formand har han blandt andet formået at få gennemført flere politiske tiltag, som har flyttet badmintonsporten i Danmark i en positiv retning. Han har været med til at vende medlemstilbagegang til fremgang, han har været primusmotor på et øget samarbejde mellem DGI Badminton og Badminton Danmark gennem ”Bevæg dig for livet”, en ny politisk struktur og et større indtægtsgrundlag for forbundet.

Han har også et mangeårigt lokalpolitisk arbejde i bagagen. Det kunne også have givet en borgmesterpost, men badminton-sporten trak mere. Vi præsenterer René Toft.

René Toft, formand for  Badminton Danmark fra 2013 til 2020. Foto. Badminton Danmark.
René Toft, formand for Badminton Danmark fra 2013 til 2020. Foto. Badminton Danmark.

En kommentar til “René Toft – sønderjyde og badmintonformand med mange kasketter”

Skriv en kommentar