Hans Grønfeldt – en vigtig mand for badmintons udvikling

Mindeord af Lars Jørgen Andersen og Torsten Berg, Badmintonmuseet.

Hans Grønfeldt er død, 85 år.  Han vil være kendt af alle voksne danske sportsentusiaster for sine reportager fra fodbold og håndbold. Mindre kendt er det nok, at Hans Grønfeldt blev en meget vigtig mand for badmintons olympiske succes i Barcelona 1992 og dermed for spillets udbredelse og udvikling.

Da badminton for første gang optrådte som en del af det olympiske program i Barcelona 1992 fik vi umiddelbart en stor og - for IOC og næsten alle - uventet succes. Badminton blev den mest sete sport på TV verden over i den første uge af legene.

To faktorer var her afgørende. Hans Grønfeldts - og hans medarbejdere fra DR's - fremragende TV-produktion.  Med sit kendskab til badminton og erfaring fra produktion af TV fra badminton, herunder fra VM i 1991, producerede Hans Grønfeldt medrivende reportage, der åbnede alverdens øjne for alle vores sports kvaliteter. Den anden genistreg var Craig Reedie's placering af de afgørende badmintonkampe tidligt i de to uger, som legene varer, mens næsten alle andre afviklede indledende runder. Badmintons TV-succes i Barcelona cementerede vores plads i de Olympiske Lege og hjalp til, at vi i 1996 i Atlanta fik mixed double med på programmet.

Hans Grønfeldt og hans crews produktion fra Pavelló Mar Bella havde en hovedrolle heri.

Den olympiske succes medvirkede til, at mange nye lande tog badminton op og endnu flere tog spillet og dets udvikling som konkurrencesport alvorligt. Vi skal være Hans Grønfeldt dybt taknemlig for denne præstation.

En af monopolets helte, Hans Grønfeldt, er død efter længere tids sygdom i en alder af 85 år. Foto. Lars Krabbe.
En af monopolets helte, Hans Grønfeldt, er død efter længere tids sygdom i en alder af 85 år. Foto. Lars Krabbe.

 

En af Hans Grønfeldt bedste venner og kollegaer ved Danmarks Radio var Finn Kobberø. Det var Finn – verdens bedste badmintonspiller nogensinde – der kommenterede, når Hans sad bag knapperne i OB-vognen eller i studiet ved bl.a. badmintontransmissioner.

Da Badmintonmuseet blev etableret i 2017 var Hans Grønfeldt én af de personer, der blev “brugt meget” i forbindelse med at finde historiske personer.

Hans Grønfeldt var i privatlivet ivrig golfspiller og var med til at stifte Sportsjournalisternes Golfklub. Den forening afvikler hvert år sit danske mesterskab, og den evigt vandrende pokal, som Hans i tidernes morgen kom med, var en gave fra Finn Kobberø. Pokalen var en, som Finn havde vundet til ejendom fra hedengangne Aarhus’ Åbne Mesterskaber.

Æret være Hans Grønfeldts minde.

Læs også Sportsjournalisternes Golfklubs mindeord om Hans Grønfeldt her: https://www.sportsjournalisternesgolfklub.dk/nyheder/2024/hans-groenfeldt-er-afgaaet-ved-doeden/

Skriv en kommentar