Siden international badminton for alvor kom til Danmark straks efter Anden Verdenskrig, har danske badmintondommere markeret sig på allerhøjeste niveau overalt i verden.
Af Lars Jørgen Andersen, Badmintonmuseet
Lad det være slået fast med det samme, at dommeres virke uden for eget lands grænser alligevel var nærmest ikke eksisterende indtil midten af 1960’erne, men det forhindrede ikke, at der med mellemrum sad en person i stigen af anden nationalitet end dér, hvor begivenheden blev afviklet.
Fra den spæde start var der ikke dommere på kampe overhovedet. Badminton var som golf og tennis at betragte som gentlemens’ sport m/k, og derfor var det selvsagt spillerne selv, der fortolkede reglerne og dømte. På egen halvdel forstås.
Spilleren/spillerne havde absolut intet at gøre med kendelse(r) på modstanderens banehalvdel. Det var i spillets hellige ånd blot at acceptere, uagtet der faldt kendelser, som var så åbenlyst forkerte, at det civilretsligt havde været strafbart.De fleste uoverensstemmelser dengang var domme omkring linjerne, hvor nogle havde den fejlopfattelse af spillereglerne, at stregerne ikke hørte med til banen. På egen halvdel. På den modsatte side var det ganske klart, at stregerne også dengang som nu var og er en del af spillepladsen.
En anden væsentlig årsag til genvordigheder var reglen om ”no shot”. Som ordene direkte siger, betød det ”ikke slag” eller ganske enkelt urent slag. Det var, hvis bolden blev ramt af/med rammen; hvis der blev slået direkte på fjerene, uden at korkproppen blev ramt eller anden berøring, hvor strengene ikke var det eneste, som havde kontakt med bolden.
Når ”no shot” indtraf, og det skete mange gange, var det op til spilleren, som udførte slaget, selv at gøre opmærksom på miseren. Utallige gange var der ingen reaktion fra spilleren, mens der på den modsatte side blev gjort venligt – og nogle gange højlydt – opmærksom på, at der vist ”var et eller andet ikke helt lovligt”.
”No shot”-reglen blev afskaffet i begyndelsen af 60’erne.
Med alt ovenstående in mente skal det naturligvis også med, at der allerede før Anden Verdenskrig blev anvendt dommere. Disse blev af DBF, som BD hed dengang, udvalgt blandt publikum. Første gang, det skete, var i 1934, og fem år senere så den første tællekasse dagens lys. ”Opfundet” og fremstillet af Hans Hansen fra Skovshoved. Den ene af de to Hansen-brødre, der præsenterede og indførte badminton herhjemme.
I krigsårene forsøgtes det at etablere en egentlig dommerklub, hvis opgave var at uddanne dommere, men projektet kom aldrig i gang. Til gengæld besluttedes det, at en form for dommeruddannelse blev lagt sammen med instruktør ditto. I 1944 blev Københavns Dommer Klub etableret med ganske få medlemmer. Etableringen hørtes på den anden side Kattegat, for også i Jylland kom en dommerklub op at stå. Den fungerede desværre kun nogle få år og opløstes i 1954. Oprettelserne vakte gehør og blev særdeles positivt modtaget, og i eksempelvis Frederiksberg Badminton Klubs medlemsblad beskrev man det nye tiltag således:
”Vi har hidtil manglet en Instans, der med fornøden Autoritet kunde haandhæve Spillereglernes Gennemførelse. Det maa derfor hilses med stor Tilfredshed, at der er blevet oprettet en Dommerklub, thi denne kan, hvis den fungerer rigtigt og faar den fornødne Støtte af Kreds og Forbund, blive netop den Faktor, der er i Stand til at løse Opgaven ”Spil Badminton efter Reglerne””.
Omkring Frederiksberg Badminton Klub bør det med, at den første – adskillige år senere – første uddannede kvindelige dommer var Berit Randi Olsen fra netop Frederiksberg BK.
På det tidspunkt, hvor ”No shot” blev afskaffet, var der for alvor kommet gang i brug af dommere, selv om en egentlig dommeruddannelse herhjemme endnu ikke rigtigt var kommet op at stå.
Dommere havde der sådan set været anvendt til holdkampe i 1. division (den bedste række dengang) siden Anden Verdenskrigs afslutning; ved kreds- og nationale mesterskaber; ved landskampe, som der blev spillet flittigt dengang; ved åbne mesterrækketurneringer samt ved De Åbne Danske Mesterskaber og efterfølgende Danish Open, som den nuværende Denmark Open hed dengang.
Det var primært spillerne selv, der sad i dommerstigerne, når man ikke var aktiv på banerne, krydret med en skare af lokale trænere og ikke mindst ledere, hvis indsigt i reglerne for de flestes vedkommende var ganske imponerende. Og ikke mindst imponerende var de selvsamme personers måde, forstået på absolut bedste vis, at lede kampene på. Der blev resolut skredet ind ved hvert enkelt lovbrud, og opstod der tilkendegivelser fra spillerne mod dommeren, blev det ligeså resolut affærdiget på yderst diplomatisk, men bestemt vis.
Den mest kompetente dommer, Danmark havde i perioden fra slutningen af 1940’erne og små 20 år frem, var Tyge Matzau.
En egentlig dommeruddannelse startede herhjemme i midten af 1960’erne, hvor Dansk Badminton Forbund (DBF) efter flere års tilløb fik et koncept op at stå. Det begyndte i kredsene, hvor de første frø blev sået, og hvor uddannelsen til dommer fandt sted. Lektionsmængden var ikke imponerende, idet det foregik over et par aftener, hvor man blev oplært i spilleregler afsluttende med en overhøring i/af samme. Endelig blev man sendt i dommerstigen til et par kampe, hvorefter man kunne kalde sig dommer.
Tilstrømningen var absolut ikke overvældende, men det lykkedes trods alt at få et fornuftigt antal nyudklækkede dommere til at virke, og det foregik ved de samme arrangementer som tidligere omtalt.
En idé om at rangere dommerne vandt hurtigt hævd, hvorfor det blev op til de enkelte kredse at registrere personerne i stigerne som henholdsvis dommer og den lidt fornemmere betegnelse, kredsdommer. Efter det tiltag kom der for alvor hul igennem til DBF, som fik stablet en egentlig videreuddannelse på benene.
Navnkundige Ole Mertz og ligeså navnkundige og ukuelige Lisbeth von Barnekow kastede sig over opgaven, og den første egentlige forbundsdommeruddannelse så dagens lys.
Nogle få udvalgte, Bjarne Andersen, Tom Bacher, Bent H. Mortensen, John Hansen og denne artikels forfatter, blev ”udtaget” og mødte op i Skovshoved til teori og meget andet.
Det var The International Badminton Federations (IBF) – det, der i dag er BWF – håndbog, den meget eftertragtede Statute Book, der dannede basis for uddannelsen, hvorfor al undervisning og alt tilhørende foregik på engelsk.
Mange specielle badmintonudtryk, som ikke direkte fandtes i opslagsværker, blev terpet igen og igen, og ens væremåde før, under og efter kampen samt ikke mindst attitude i stigen, var temaer, som blev vendt og drejet og i særdeleshed afprøvet i alle tænkelige situationer.
Tom Bacher og Bjarne Andersen var på det tidspunkt fortsat internationale aktive stjerner på verdensplan. Herværende skribent spillede i den nationale elite, og derfor havde vi – heldigvis og derfor – fordele frem for andre via vore egne fortsatte oplevelser som spillere, og de tre var altid villige til at give fiduser videre. Det satte i den grad andre i stand til at gebærde sig på umiddelbart højeste internationale niveau nærmest fra start.
De ovenfor nævnte blev efter eksamen i 1968 udpeget som Danmarks første forbundsdommere, og det satte heldigvis for alvor gang i andre folks lyst til at kaste sig over dommergerningen.
Forbundsdommerkurser blev efterfølgende holdt hvert- eller hvert andet år, og relativt hurtigt fik Danmark stablet en lille flok forbundsdommere, heriblandt Paul H. Frimodt og Preben Nøies, på benene. Desværre uden det blev til meget arbejde internationalt.
Årsagen til det var, at de enkelte nationalforbund hellere end gerne ville gøre brug af internationale dommere, men de selvsamme dommere måtte erholde alle udgifter selv.
Det betød, at der for det første skulle anvendes fri- eller feriedage. Derudover løb der udgifter til rejse, ophold og forplejning på, og tilskud fra DBF var ”en by i Rusland”. Fra det/den arrangerende forbund/klub oppebar dommeren måske et mindre honorar, som end ikke var stort nok til blot et enkelt måltid mad pr. dag, så det var lysten og ikke mindst det at komme af sted og opleve andre kulturer, der drev danske dommere til at virke udenlands. (Det skal i parentes bemærkes, at Bjarne Andersen og undertegnede blev personligt inviteret til nogle få turneringer udenlands med næsten alt betalt.)
Dommerbedømmerudvalg oprettes
År senere blev der heldigvis lavet først lidt og senere meget om på det. Herhjemme blev der oprettet et dommerbedømmerudvalg bestående af John Hansen og denne signatur, og meget hurtigt fik vi etableret en uddannelse, som betød, at der i de enkelte kredse blev udpeget og uddannet lokale bedømmere, som fra start og fortsat virkede og virker fremragende.
Alt det betød og betyder ikke mindst også den dag i dag, at danske dommere er yderst værdsatte World Wide. Uden at virke bedrevidende, pralende eller andet i den genre er det en udbredt opfattelse og for den sags skyld erkendelse, at de fleste af de bedste dommere i verden kommer fra – Danmark. Der er trods alt enkelte på samme høje niveau fra andre lande, men antallet må betegnes som beskedent.
Tilbage til slutningen af 1960’erne, hvor dommeruddannelsen for alvor var på skinner herhjemme, var der ikke den store ”efterspørgsel” på danske dommere fra andre nationer. Dog kom der sporadiske henvendelser fra Sverige.
De første, der virkede uden for landets grænser var Tom Bacher og Bjarne Andersen, og det skete primært, fordi de selv deltog som spillere i turneringerne, men desværre ikke nåede slutrunderne. Det gjorde de så til gengæld i dommerstigen….
EBU, den Europæiske Badminton Union, var den, der satte lidt gang i tingene. Første gang ved EM i Karlskrona i Sverige i 1972 og for alvor i Wien to år senere.
I den østrigske hovedstad var et større kontingent af internationale dommere i stigerne, og fra Danmark var det Bjarne Andersen, John Hansen og denne signatur.
Rejsen betalte man fortsat selv. Til gengæld sørgede arrangørerne af mesterskaberne, som blev afviklet i Wiener Stadthalle, for, at overnatningerne ikke var overladt til tilfældigheder. Her var tale om kejserlige omgivelser. Den danske trio indtog en suite på knap 200 kvm på Park Hotel Schönbrunn med direkte udsigt til det imponerende slot Schönbrunn og Wiens zoologiske have.
”Dansk dommer bortvist ved EM”
De tre danskere blev ikke uventet de mest benyttede dommere under turneringen, og et lille indslag skrev sig ind i historiebøgerne under finalen i herredouble.
Kampen stod mellem de forsvarende mestre, Roland Maywald og Willi Braun, fra Tyskland samt danske Svend Pri og Poul Petersen. I dommerstigen sad artiklens forfatter, der en times tid før, kampen gik i gang, havde spillet kort med Svend Pri og vundet ”en stor sum”. (der blev spillet meget kort overalt, og pengene kom aldrig til udbetaling…)
Tyskerne bragte sig foran 5-2, da Svend kaldte modstanderne op til nettet. Her gjorde han dem opmærksom på, hvad de i øvrigt godt vidste, at dommeren var dansk. Svend mente med smil på læben og kiggende direkte på mig, at der var unfair og mente, at dommeren burde skiftes. Tyskerne reagerede med forbløffelse, men referee, en engelsk major, som jeg ikke husker navnet på, blev tilkaldt, og direkte adspurgt, om jeg havde noget imod at forlade stigen, var svaret nej.
Svend stod storsmilende på banen, da jeg trådte ned, og han sagde muntert: ”Dér fik jeg dig”. Alle – specielt i den danske lejr – grinede højlydt af indslaget, og der var på ingen måde tale om bad feelings. Snarere tværtimod. Der blev delt et par fassbier, da finalerne var slut.
På det tidspunkt var badminton – modsat de seneste efterhånden mange år – en markant del af den danske sportspresse. Derfor var der også journalister fra alle de store danske dagblade til stede, og naturligvis var pressens danske Mr. Badminton, Hans Christian Møller (kun kendt som HC) fra Ritzaus Bureau også med.
Dagen efter finalerne var historien den helt store kioskbasker i de danske aviser. ”Dansk dommer flået væk i EM-finale” stod der på en avis’ spiseseddel. (B T. Artiklen skrevet af Jørgen Beyerholm, der som privatperson bl.a. udgav ”Badminton Jul”, som findes andets steds i nærværende forum). ”Dansk dommer bortvist ved EM” var at læse på en anden. (Jyllands-Posten)
Den, der ramte mest plet, var HC, der i sin artikel til Ritzau behørigt berettede, at godt nok var en dansk dommer steget ned ad dommerstigen under finalen i herredouble. Det var sket af egen drift, og der havde udspillet sig et par muntre sekunder mellem de fire spillere og dommeren.
Danske dommere var nu for alvor efterspurgte rundt omkring, men det var svært at efterkomme alle invitationer, da betingelserne fortsat var som tidligere beskrevet m.h.t. det økonomiske.
Da det første officielle VM blev afviklet i Malmö i 1977 var Danmark rigt repræsenteret på såvel spiller- som dommersiden. Tre guld-, en sølv- og en bronzemedalje blev det til på spillersiden, mens de fire danske dommere, Paul Frimodt, Preben Nøies, John Hansen og Lars Jørgen Andersen alle dømte et utal af kampe. Finalen i herredouble havde Lars Jørgen Andersen og Paul Frimodt som dommere.
Efter det VM lykkedes det at få forhandlet lidt bedre betingelser for dommerne på plads med DBF.
Det betød, at man kunne søge tilskud til de enkelte arrangementer, men tale om fuld dækning var ikke et tema før meget langt senere. Derfor var det fortsat et langt mindre antal dommere, der virkede internationalt, desværre. For gang på gang blev det slået fast med syvtommersøm, at danske dommere generelt var og fortsat er i en klasse for sig.
I 1982 skrev en dansk dommer sig for alvor ind i badmintonhistorien. Vedkommendes navn står over denne artikel, og historieskrivningen fandt sted ved All England, der i perioden fra 1957 til 1993 var en årligt tilbagevendende Londonbegivenhed med spillested i Wembley Arena, inden turneringen flyttede til Birmingham.
Danmark havde John Hansen og signaturen med som dommere. Vi trådte ind i turneringen på førstedagen modsat vore kolleger, som også havde dømt under kvalifikationsturneringen i Watford, hvor vi kiggede forbi.
Dansk dommer i All England-finale
John Hansen var i aktion som opmand i en semifinale, mens Lars Jørgen Andersen holdt fri den dag. Til gengæld havde han, under stor fortrolighed allerede kort efter ankomsten til den engelske hovedstad, fået at vide, at hvis han ikke gjorde sig fuldstændig umulig, var han udpeget som dommer i finalen i herresingle.
Den mulighed forsvandt, da Morten Frost som topseedet spillede sig i finalen. – Troede Lars Jørgen... I det første udkast til spilleplan for finalerne stod hans navn på som dommer, men pludselig blev arrangørerne opmærksomme på sammenfaldet nationsmæssigt mellem dommer og den ene spiller --- læs mere efter billedgalleriet...
Planen var sluppet ud, men en ny plan, uden dansk dommer, blev udfærdiget, og den faldt ikke i god jord hos Morten Frost’ kinesiske modstander, Luan Jins, ledere. De henvendte sig til turneringsledelsen og nærmest krævede, at Mr. Lars igen blev sat på som dommer fremfor den engelske kollega, der ellers var blevet udpeget.
Det blev derfor første gang, at en ikke engelsk statsborger dømte en herresinglefinale ved mesterskaberne. Det blev samtidig første gang, at en dommer havde samme nationalitet, som den ene af finalisterne. Briter undtaget.
Da Lars Jørgen efter kampen, som Morten Frost i øvrigt vandt uden hjælp fra stigen, var til et glas champagne i Presidents Lounge, og hvor han fik overrakt The All England Clubs dengang eftertragtede slips, blev han gjort opmærksom på, at Guiness Book of Records var i arenaen og havde registreret det historiske.
Som et kuriosum bør det nævnes, at den finale var Lars Jørgen Andersens sidste kamp som dommer. Han gik, helt efter eget ønske, på pension som 33-årig. Betegnet gennem adskillige år som verdens bedste dommer.
Antallet af danske dommere og ikke mindst antallet af internationale af slagsen (forbundsdommere) øgedes væsentligt i løbet af 1980’erne, og for alles vedkommende er og var der tale om kapaciteter, som uafladeligt markerer og markerede sig i den absolutte top.
Paul Frimodt og Preben Nøjes var hovedrolleindehavere og virkede både som foregangsmænd og ikke mindst som ”opdragere” af kolleger.
Preben Nøies var som den første dansker med ved OL. Det var i Barcelona i 1992, hvor badminton endelig var blevet en fast del af det olympiske program. Badminton var på programmet ved legene i Seoul i 1988. Som opvisningssport. Preben Nøies var med igen i Atlanta i 1996, hvor mixeddouble for første gang med var i programmet.
Preben Nøies var ligeledes med som dommer ved alle store og større begivenheder World Wide i en periode på knap 40 år, og da han besluttede sig for at hoppe ned fra stigen, fortsatte han på lederplan såvel nationalt som internationalt, et job han i øvrigt var påbegyndt mange år tidligere. Preben Nøies er ubetinget den danske dommer, der på alle fronter har virket mest af nogen. Et nyt dansk dommernavn begyndte for alvor at fænge i midten af 1990’erne og i årene fremover.
Peter Ganes - nærmest fra første gang han satte sig i dommerstigen, udviste den folkekære, dybt respekterede og alt for tidligt afdøde politibetjent sig som nærmest et unikum. Hans diktion, hans væremåde, hans udstråling af autoritet uden på nogen måde at ville ”stjæle billedet” samt ikke mindst hans evne til at lede kampe på alle niveauer som det nemmeste i verden, var unikt.
Peter Ganes præsterede i løbet af ganske få år at sætte helt nye standarder for, hvordan en badmintondommer bør virke og fremtræde. Noget ingen, absolut ingen indtil nu (2023) uanset nationalitet har formået på nogen måde at leve op til eller for den sags skyld gøre efter. Billedlig talt når de bedste dommere i dag kun Peter Ganes til højden, hvor der dømmes overhåndsserv.
Peter Ganes var et unikum. I særklasse verdens bedste. Sammen med Ganes var et kuld af danske dommere, der alle uden undtagelse hørte og for nogles vedkommende fortsat hører til de mest sublime.
Nils Kullenberg, Niels Holm Mortensen, Christian Johannesen, Erik Kirt, Henrik Boas, Lis Kjær, Jacob Syndberg, Kristian Hedelund og Jesper Hedam Larsen - nævnt i flæng. Gigantiske repræsentanter for den moderne internationale topdommer og ikke mindst for den måde, hvorpå danske dommere udklækkes og virker.
De betragtes som forbilleder af utallige af deres udenlandske kolleger, og nationalt er de ligeledes forbilleder og ikke mindst bedømmere for deres kolleger. Det hævdes med rette, at det endnu ikke er hændt, at der er blevet rettet henvendelse til en dansk dommer, uden denne omgående venligt – og i nogle tilfælde også ganske bestemt – og velvilligt har svaret beredvilligt eller i det hele taget stillet sig til rådighed.
Niels Holm Mortensen, der netop er faldet for aldersgrænsen på 65 år gældende for de højst doterede turneringer, og som afløste Preben Nøies som formand for Badminton Danmarks (BD) dommerudvalg, fortæller direkte: ”Der har været episoder af mindre karakter, men tænker, at det altoverskyggende må være, at vi er en del af en stor familie, hvor det sociale er i højsædet uanset alder, køn, baggrund, religion og andet. Man får som dommer en utrolig masse internationale venner. Derudover bliver man som dommer ”båret rundt” i de udenlandske turneringer.”
Indtil begyndelsen af dette årtusinde var det BD, der bestemte, hvilke danske dommere, som skulle virke udenlands.
BD modtog indbydelse fra andre nationer og forespurgte derefter blandt de nationale BWF-dommere, om der var nogen, der havde lyst til f.eks. at rejse til Indonesien, Japan, Oslo. You name it.
Var der ”overvældende” tilslutning, traf dommerudvalget beslutning om, hvem, der skulle af sted. Det var heldigvis kun i sjældne tilfælde, at det blev effektueret, for dommerne talte indbyrdes sammen, så man næsten altid forlods vidste, hvem, der var interesseret (kunne få/holde fri) i at virke hvor.
Rent historisk skal det tilføjes, at i begyndelsen af 1970’erne og nogle år frem skete det, at enkelte dommere blev personligt kontaktet af en arrangør/forbund. Alle holdt tand for tunge, men i sandhedens interesse skal det i dag fortælles, at nogle få danske dommere virkede internationalt uden forbundets vidende.
Det er tidligere fortalt, at dommerne i mange år selv betalte alle udgifter i forbindelse med deres virke uden for landets grænser. Det ændrede sig fra begyndelsen af 1990’erne. Da begyndte man at få tilskud fra BD udtrykt i betalt rejse, og som regel spædede det arrangerende forbund også til, så den enkelte dommers økonomi ikke var spændt så hårdt for.
Nogle steder fik dommeren også et beskedent honorar pr. dag. Det honorar kunne som regel næsten dække et hovedmåltid. Andre steder var man ”mere large”. Da fik man nemlig tre spisebilletter dagligt. Til gengæld var der ikke noget egentligt honorar, men økonomisk var ”billetsystemet” mest eftertragtet hos folkene i stigen.
I dag er forholdene helt anderledes. Nogle påstår endda, det rent organisatorisk betragtes som professionelt. En betragtning nogen bifalder, mens andre er af den opfattelse, at mangt og meget fortsat kan ændres til noget langt bedre og ikke mindst mere funktionelt.
Det er fortsat det danske forbund, der modtager indbydelser til dommerne. Og dog.
BWF fremsender en gang årligt en liste til BD omhandlende alle internationale dommere. Her beder man den enkelte om at afkrydse, hvilke europæiske turneringer, vedkommende sig til rådighed til. Når deadline er nået, informeres den enkelte dommer om, hvilke opgaver pågældende er udset til det kommende år. Normalt får en dommer mindst et udkald årligt.
Til de højst rangerede dommere, BWF dommerne, kommer der direkte indbydelse fra BWF til den enkelte ligeledes en gang årligt, og i aftalen mellem BWF og dommerne er det direkte nedfældet, at alle dommere modtager mindst et udkald årligt. Her er der tale om de absolut største turneringer og mesterskaber.
Alle udgifter i forbindelse med den enkelte dommers virke betales af henholdsvis BWF (rejse- og øvrige omkostninger), mens arrangøren forestår hotel.. Det er fortsat således, at der ikke finder en decideret aflønning sted, men systemet med et beskedent honorar eller spisebilletter er det fremherskende.
I 2018 varslede BWF, at man på sigt ville stable en professionel dommerstand på benene. Så langt er man ikke nået endnu, for rent økonomisk er det ikke attraktivt for dommere fra – undskyld udtrykket – den oplyste verden. Den påtænkte aflønning kan på ingen måde matche en mindsteløn, hvorfor projektet anses for at have lange udsigter.
Dog har man for nuværende indført en form for halvprofessionalisme, idet ni udenlandske dommere har sagt ja til en aftale med BWF om at stå til rådighed mindst tre måneder årligt. Her skal de virke som såvel dommere som undervisere World Wide. Honoraret er absolut ikke attraktivt, med for personer med mulighed for ”at rive” månederne ud af kalenderen, er det givende for sporten med forhåbning om, at man inden for en overskuelig årrække kommer i mål med en professionel dommerstand, der er international i ordets bogstaveligste forstand.
Vender vi tilbage til de hjemlige forhold er dommersystemet i dag således, at første step på vejen mod en international karriere fortsat sker i de enkelte kredse, hvorefter man via kurser og andet, der i dag virkelig afsluttes med, hvad der må betragtes som en egentlig eksamen, bliver opgraderet.
Som opgraderingen fortsætter, er det BWF, der tager over, og kommer man helt til tops, kan man virke i de største turneringer, indtil man fylder 55 år og på internationalt niveau til man fylder 65.
Dermed er det absolut ikke slut, snarere tværtimod. Man kan fortsat virke såvel nationalt som internationalt. Nu bliver det på internationalt plan ”blot” i Europa i mindre turneringer, der afvikles i Badminton Europes regi.
Nærværende er, som rubrikken fastslår, dommernes historie. – Javel. Indtil disse linjer blev publiceret.
Meget kan og vil blive føjet til, for historien fortsætter.
Heldigvis.
Læs mere om de danske dommere her... https://badmintonmuseet.dk/fakta-og-anekdoter-fra-dommernes-verden/ Fakta og anekdoter fra dommernes verden
Læs også: https://badmintonmuseet.dk/bwfs-meritorious-service-award-til-tre-danske-topdommere/ - BWF’s Meritorious Service Award til tre danske topdommere