Badminton blev først officiel olympisk disciplin ved OL i Barcelona i 1992. Første gang blev der kun konkurreret i single og double for både herre og damer, men fra og med OL i Atlanta i 1996 kom mixed double også med på programmet. I OL sammenhæng er Kina den mest vindende nation i badminton ved de olympiske lege med 41 medaljer og kun 7 forskellige nationaliteter har vundet medaljer. Danmark indtager fjerdepladsen i nationskonkurrencen med 9 medaljer, senest med Viktor Axelsens guldmedalje i Tokyo.
2 sølvmedaljer i München 1972
Badminton var den ene af to præsentations sportsgrene ved OL i München 1972. Danmark blev repræsenteret af Svend Pri i herresingle og Ulla Strand i damesingle, og sammen deltog de også i mixed double. Svend Pri tabte finalen i herresingle til indonesiske Rudy Hartono, og i mixed double tabte Svend Pri/Ulla Strand i finalen til engelske Derek Talbot/Gillian Gilks.
9 OL-medaljer til Danmark
Danmark har i alt vundet ni OL-medaljer siden badminton blev en fast del af det olympiske program. 2 guld, 3 sølv og 4 bronze. Medaljetagerne er:
- Barcelona 1992: Thomas Struer-Lauritsen, bronze i herresingle.
- Atlanta 1996: Poul-Erik Hoyer, guld i herresingle.
- Sydney 2000: Camilla Martin, sølv i damesingle.
- Athen 2004: Jens Eriksen og Mette Schjoldager, bronze i mixed double.
- London 2012: Mathias Boe og Carsten Mogensen, sølv herredouble og Joachim Fischer og Christinna Pedersen, bronze I mixed double.
- Rio 2016: Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, sølv i damedouble og Viktor Axelsen, bronze i herresingle.
- Tokyo 2020: Viktor Axelsen, guld i herresingle.
Badminton bliver en olympisk sport
Af Torsten Berg, Badmintonmuseet.
Med badmintons vækst og spredning verden over i 1960'erne opstod ideen om, at badminton skulle blive en olympisk sport. Svenske Stellan Mohlin - senere IBF Præsident 1976-81 - tog kontakt til specialforbundenes fællesorganisation GAISF og til IOC, og i 1972 blev der spillet badminton som demonstrations sport ved OL i München. Blandt de få inviterede spillere var danske Svend Pri og Ulla Strand, som sammen vandt - uofficielt - sølv i mixed double, mens Svend Pri også vandt en sølvmedalje i herresingle.
Under OL i München oplevede IOC også det palæstinensiske attentat på Israels atleter, som markant ændrede IOC’s prioriteringer og spændte ben for optagelsen af badminton på det olympiske program. Optagelse af en ny sport på programmet blev ikke aktuelt, uanset at IBF og Stellan Mohlin havde sikret, at IOC's betingelser, bl.a. etablerede kontinentale forbund (f.eks. EBU, nu Badminton Europe, der bl.a. af samme grund blev oprettet 1967) og afvikling af et officielt VM, spillet første gang i Malmö 1977, var blevet opfyldt.
Samtidig opstod også et andet problem: Kinas ønske om optagelse i IBF var betinget af, at Taiwan - et mangeårigt medlem af IBF - skulle ekskluderes, hvilket blev nedstemt på IBF’s Annual Grand Meeting (AGM) 1976. Herefter oprettede Kina med støtte fra Thailand og nogle afrikanske forbund et konkurrerende verdensforbund kaldet World Badminton Federation, WBF (ikke BWF!), som også afholdt 'verdensmesterskab'.
Denne splittelse var gift for tanken om, at badminton skulle blive en olympisk disciplin. WBF fik imidlertid ikke nogen yderligere tilslutning, mens IBF fik fortsat vækst bl.a. med introduktion af pengepræmier ('licensed players') sidst i 1970'erne. Præsident Stellan Mohlin, skotten Craig Reedie - hans efterfølger i præsidentembedet 1981-84 - og indoneserne Dick Sudirman og Suharso Suhandinata indledte hemmelige forhandlinger med WBF og kineserne anført af marskal Zhu Ze og 'tolken' Lu Shengrong, som senere selv blev IBF præsident (1993 - 2001) og IOC-medlem. Forhandlingerne lykkedes; et kompromis, som bl.a. omfattede at Taiwan ændrede betegnelse til Chinese-Taipei og at enkelte af WBFs ledere - bl.a. de nævnte - blev optaget i IBFs Council, førte til en genforening - 'Reunification' - som ceremonielt blev gennemført ved AGM under Uber Cup finalerne i Tokyo 1981.
Hermed var vejen banet for atter at søge optagelse på Ol-programmet. Craig Reedie drev meget dygtigt denne vigtige proces til succes. IOC Præsident Juan Antonio Samaranchs besøg ved det 3. VM i København maj 1983 og hans begejstring for de fantastiske finaler - og for at sidde ved siden af Dronningen - blev afgørende. Ved IOC’s kongres i Østberlin 5. juni 1985 blev IBF og badminton anerkendt om en olympisk sport med plads på sommer legenes program i 1992.
Få dage senere fik IBFs danske præsident Poul-Erik Nielsen (1984 - 86) i Calgary under det 4. VM overrakt IOC’s fane som symbol herpå. I 1988 blev badminton spillet en enkelt dag ved OL i Seoul som exhibition sport, og ved OL i Barcelona i 1992 fik badminton endelig den officielle debut som sommer olympisk sportsgren. Og med stor succes, såvel spille-, presse- og tilskuermæssigt som med hensyn til verdensomspændende TV, atter i høj grad takket være Craig Reedie's indsats og knowhow.
Læs mere om hvordan badminton kom med på det olympiske program på nedenstående link:
https://www.nationalbadmintonmuseum.com/the-history-of-badminton-at-the-olympic-games/
Se den officielle IBF Olympic Badminton video fra OL i Barcelona 1992.
Badminton kom med på det olympiske program ved OL i Barcelona i 1992. Danske Thomas Stuer-Lauridsen var med sin bronzemedalje i herresingle den eneste europæer der kom på podiet i badmintonturneringen.