En sportsentusiast på højt niveau er gået bort. Bjørn Holst-Christensen er død mandag den 15/1 -2024.

Nekrolog af Per Dabelsteen fra Museumsudvalget.

I dansk badminton vrimler det heldigvis stadig med en bred vifte af dygtige og frivillige ledere, men nogle af dem skiller sig alligevel ud. En af dem var Bjørn Holst-Christensen, der er død, 90 år. I flere årtier var han en drivende kraft ikke blot i sin klub ABC på Amager i København (hallen er desværre nu blevet pulterrum og cykelopbevaring), han var også særdeles aktiv i Københavns Badminton Kreds og i hovedbestyrelsen i Badminton Danmark. Medlem af flere udvalg og ikke mindst en inspirator til at få gang i badminton for de ældre årgange — veteranerne, som han fik til at dyste om Danmarksmesterskaber.

Bjørn Holst-Christensen modtog både Badminton Danmarks og Danmarks Idrætsforbunds ærestegn samt fortjensttegnet fra det internationale badmintonforbund.
Foto. Per Dabelsteen.
Bjørn Holst-Christensen modtog både Badminton Danmarks og Danmarks Idrætsforbunds ærestegn samt fortjensttegnet fra det internationale badmintonforbund. Foto. Per Dabelsteen.

På den baggrund kan man uden videre kalde ham en sportsentusiast på højt niveau, hvilket også gav sig udtryk i, at han byggede sin egen badmintonhal i baghaven ved sit hjem og sit kosmetikfirma i Nordrup ved Ringsted. Det er heller ikke så mærkeligt, at der blev talt en hel del badminton omkring middagsbordet. Hustruen er nemlig All England-vinderen Tonny Holst-Christensen, sønnen Jon Holst-Christensen er også All England-vinder og flere børnebørn fører fjerboldtraditionen videre.

Bjørn Holst-Christensen var ikke blot en flittig og inspirerende leder, han var også meget aktiv på banen. Var i en årrække blandt de bedste badmintonspillere i Danmark og var med til at hjemføre hold-DM for ABC. Senere som veteran svingede han succesrigt ketsjeren sammen med hustruen til flere DM- og All England-titler.

Glemmes skal heller ikke, at han i en længere årrække var ansvarlig for indkøbet og forbruget af badmintonforbundets bolde. Og det tog han så bogstaveligt, at han ofte selv stod bag banerne og udleverede bolde til de kræsne spillere, der ikke altid fik ret i, at bolden skulle skiftes. Manden med boldene vidste jo lidt om sagen… Bjørn Holst-Christensen modtog både Badminton Danmarks og Danmarks Idrætsforbunds ærestegn samt fortjensttegnet fra det internationale badmintonforbund.

Badmintonmuseet v/Per Dabelsteen interviewede Bjørn Holst-Christensen i marts 2020.
Se interviewet her https://badmintonmuseet.dk/bjoern-holst-christensen/

Skriv en kommentar